Der bliver igen sat lys i mørket og tænkt tilbage på en af de mest afgørende aftener i Danmarks historie. Ved frihedsskulpturen i Gråsten bliver der den 4. maj markeret, at det er 81 år siden, Danmark blev befriet efter fem års tysk besættelse.
Aftenen handler både om glæden over friheden og om at mindes dem, der betalte en høj pris under besættelsen. Under højtideligheden bliver modstandsfolkene Holger Biehl og Knud Vindel mindet, ligesom frihedskæmperne Hans Feddersen og Christian Clausen bliver æret. Hans Feddersen og Christian Clausen blev dræbt den 5. maj 1945 ved det sted, hvor frihedsskulpturen står i dag.
Programmet begynder med en indledning ved Mogens P. C. Jacobsen, der er formand for 4. maj komiteen i Gråsten, efterfulgt af velkomst ved borgmester Erik Lauritzen. Aftenens hovedtaler er historiker og journalist Hans Christian Davidsen fra Flensborg.
Der bliver også fællessang, kranselægning og deltagelse med faner og fakler fra blandt andre Kontaktudvalget for de Militære Traditioner i Sønderborg området, Hjemmeværnskompagniet Sønderborg, FDF Gråsten og DDS Gråsten.
Aftenen slutter med sækkepibespil fra Sønderborg Pipes & Drums.
Højtideligheden finder sted mandag den 4. maj 2026 klokken 20:00 ved frihedsskulpturen i Gråsten, og alle er velkomne til at deltage.
Hvis du ønsker, at et arrangement bliver omtalt på SønderborgNYT, så send tekst og billede til [email protected], og vi deler det med vores læsere.
















