Ældrerådet vil have flere på nattevagt på plejecentrene

17. juni 2014 Politik

Forud for arbejdet med næste års budget foreslår Ældrerådet i Sønderborg Kommune, at der afsættes flere penge til nattevagter på plejecentrene. Rådet ønsker også en politisk debat om den fremtidige madproduktion, ligesom der er et stort ønske om en spiseklub til ældre, der får maden leveret hjemme.

Preben Storm og hans Seniorudvalg skal nu se på Ældrerådets anbefalinger.

Preben Storm og hans Seniorudvalg skal nu se på Ældrerådets anbefalinger.

– På en rundtur til kommunens plejecentre har vi i Ældrerådet erfaret, at der med fordel kan opnormeres personale for at give borgerne et bedre tilbud. Især er det faldet os for brystet, at der på kommunens plejecentre – uanset størrelse – er en normering på to personer i nattevagten. Et enkelt sted er der kun én person med mulighed for tilkald, siger Ældrerådets formand, Karin Dalager.

– Den normering kan hurtigt blive utilstrækkelig på et plejecenter med mange demensramte. For at undgå dette, ønsker vi i Ældrerådet, at normeringen for nattevager på plejecentre tages op til overvejelse.

Skrevet af: Ole ole@sonderborgnyt.dk