Det er Whitney Houstons sang- og klangmæssige alter ego, Belinda Davids, som er kernen i det stort anlagte amerikanske show, der vender tilbage til Alsions koncertsal den 19. april.
Hvem husker ikke Whitney Houston, da hun sang, I Will Always Love You, så hårene rejste sig og tiden næsten stod stille? Hun var en ener, med udstråling, udseende og en enestående stemme, skriver Kultur i Syd.
I rollen som Whitney Houston trækker Belinda Davids på sin livslange fascination af sit idol og på sin helt unikke stemme. Den strækker sig over flere end fire oktaver, og har en usædvanligt ren klang kombineret med råstyrke. Ligheden med Whitney Houston er helt utrolig. På alle måder virker det som om, Whitney Houston atter er iblandt os for en kort bemærkning.
Belinda Davids karriere er som plukket fra et eventyr. Født og opvokset i Sydafrika udviklede hun sin sangkarriere, drevet af en heldig blanding af naturtalent, stædighed og flid. Det lykkedes hende at turnere i Sydafrika med Michael Jackson og andre amerikanske topnavne og derefter var vejen kort til USA og egen kontrakt.
Showet rummer flere end 20 af Whitney Houstons mest populære sange, plukket fra hendes 29 år lange karriere.