Byråd: Fremtiden for Sønderborg Kommune

Arkivfoto
Arkivfoto
26. juni 2014 Politik Skrevet af: Ole Kæhler

Pressemeddelelse:

Hvad vil vi med Sønderborg, hvor ligger fremtidens vækstmuligheder, hvordan passer vi bedst på hinanden, hvad med den grønne fremtid og hvordan får vi flere til at komme og bo, arbejde eller studere i Sønderborg?

Dette er bare nogle af de spørgsmål, som de 31 politikere i Sønderborg Byråd har diskuteret efter kommunalvalget i november. Og nu er kursen lagt for de kommende små fire års politiske arbejde – et enigt byråd vedtog på byrådsmødet onsdag den 25/6 det visionspapir, som skal fungere som inspiration og være den kompasnål man ønsker at navigere efter.

Artiklen fortsætter under annoncen

– Jeg er rigtig glad for, at et enigt byråd står sammen om at løse de udfordringer, som vi har i Sønderborg og står sammen om at gøre vores kommune til et endnu bedre sted at bo. Visionspapiret bliver et vigtigt arbejdsredskab for alle byrådets politikere på tværs af de partipolitiske interesser, siger Sønderborgs borgmester, Erik Lauritzen (S)

I ”Visioner for Sønderborg Kommune 2014-2017” vil man bl.a kunne se, at Sønderborg Kommunes fyrtårsprojekter vil være Project Zero, Byens Havn og – som noget nyt – Destination Sønderborg, som sætter fokus på en udvikling af turismen i Sønderborg Kommune, heriblandt ressortudvikling på Nordals, et områdeinitiativ for Gråsten samt hotel og waterpark-komplekset på havnen i Sønderborg.

Artiklen fortsætter under annoncen

Desuden sætter byrådet fokus på en lang række områder, heriblandt ”uddannelsesbyen”, ”det gode liv”, ”vækst og jobskabelse” og ”indsats for landdistrikter”.

Indsatsområderne i ”Visioner for Sønderborg 2014-2017” skal ses som udtryk for en række fokusområder, hvor byrådet vurderer, at der ligger vækst- og udviklingsmuligheder i kommunen. Borgmester Erik Lauritzen understreger, at man ikke skal læse visionspapiret som et fravalg af kommunens øvrige kerneopgaver.

Artiklen fortsætter under annoncen

– I byrådet vil vi naturligvis ikke gå på kompromis med de kommunale opgaver, som ikke står beskrevet i visionspapiret. Jeg kan garantere for, at kommunen fortsat ønsker at fastholde sit høje ambitionsniveau på alle områder. Visionspapiret gør rede for, hvor vi kan gå ud og skabe endnu bedre rammer for kommunens borgere, og hvor vi vurderer der kan være vækst og arbejdspladser, hvis vi gør en ekstra indsats, understreger Erik Lauritzen.

Som et supplement til visionspapiret skal byrådet desuden arbejde med tværgående politikker. Der findes allerede en tværgående politik på sundhedsområdet og arbejdet med en tværgående politik om Det aktive Medborgerskab er i fuld gang. Fremadrettet ønsker byrådet også, at der udarbejdes en tværgående politik for bæredygtighed, baseret på miljømæssig, økonomisk, social og kulturel bæredygtighed.

Artiklen fortsætter under annoncen

– Nu går den videre proces i gang, når byrådets forskellige politiske udvalg skal arbejde videre med visionen. Jeg ser frem til det arbejde vi skal i gang med, og jeg glæder mig meget til, at vi som byråd skal ud – og med visionen i hånden – skabe politiske resultater, fortæller borgmester Erik Lauritzen

Hele ”Vision for Sønderborg Kommune 2014 – 2017 kan ses på Sønderborg Kommunes hjemmeside: www.sonderborgkommune.dk