Albani Fonden skal snart dele penge ud igen til sporten, foreningslivet, kulturen og velgørende formål i hele Syddanmark – også Sønderborg – men i år kniber det med ansøgninger fra netop Sønderborg og omegn.
Det fortæller Freddy Larsen, der er direktør i Albani Fonden, der i år forventer igen at dele 6-7 millioner kroner ud til projekter i Syddanmark.
“Vi har ansøgningsfrist i slutningen af næste uge, og vi kan se, at der er langt færre ansøgninger i år end tidligere – også fra Sønderborg og omegn – og det er vi rigtig kede af. Som fond har vi naturligvis et stort ønske om at kunne hjælpe idrætslivet, kulturlivet og friluftslivet samt støtte velgørende og humanitære formål i hele Syddanmark, og derfor er det selvfølgelig ærgerligt, at vi i kølvandet på coronaen oplever, at vi får færre ansøgninger”, siger Freddy Larsen i en pressemeddelelse og tilføjer:
“Min oplevelse er nemlig på ingen måde, at behovet er blevet mindre. Tværtimod fornemmer jeg, at rigtig mange klubber, foreninger, organisationer og andet har haft det hårdt igennem coronapandemien, og derfor er vores donation en oplagt mulighed for at få hjælp til et fedt projekt”,
Derfor opfordrer Albani Fondens direktør også sportsklubber, foreninger, friluftsliv, naturprojekter, kunst, kulturlivet samt velgørende og humanitære formål i Sønderborg til at sende en ansøgning senest fredag 15. oktober.
“Vi har i 65 år støttet projekter på Fyn og i Syddanmark med små og store beløb, hvilket har givet glæde og værdi for mange mennesker. Vi har et ønske om at komme så bredt ud som overhovedet muligt, så derfor håber jeg også, at fonden i løbet af den næste uges tid får en masse ansøgninger fra hele Syddanmark”, siger Freddy Larsen og tilføjer, at Albani Fonden sidste år støttede 84 projekter med alt fra 5.000 til 400.000 kroner.
Du kan søge støtte via albanifonden.dk, hvor du finder det elektroniske ansøgningsskema.