Alssundlisten udskriver fotokonkurrence, hvor tre vindere får god vin. Alle bidrag offentliggøres i fotobog, og indtægten går ubeskåret til lokal hjælpeorganisation.
Alle politikere har en mening om, hvor i Sønderborg Kommune, der er flottest og hvor der trænger til en kærlig hånd.
Men hvad mener kommunens godt 76.000 indbyggere.
Alssundlisten vil nu dokumentere borgernes mening, og udskriver derfor en konkurrence, hvor de indsendte bidrag vil blive offentliggjort i en fotobog, som efterfølgende sælges til fordel for en lokal hjælpeorganisation.
– Jeg ved, det er en utraditionel måde at sætte fokus på et emne, som optager os alle. Jeg mener, det er vigtigt, at alle borgere kommer ind i debatten. De skal blot finde kameraet frem og tage et billede af et smukt sted og et mindre pænt sted. De to foto skal ledsages af en kort forklaring om, hvorfor det netop er de to motiver, der er valgt. I Alssundlisten vil vi fremadrettet bruge materialet i vores arbejde og naturligvis stille det til rådighed for kommunens tekniske forvaltning, siger Alssundlistens spidskandidat Karen Damm.
Hun er i dag medlem af kommunens teknik- og miljøudvalg.
Blandt de forhåbentlig mange bidrag, udpeger Alssundlistens byrådskandidater de tre bedste forslag, der præmieres med vingaver.
Det er Sønderborg-virksomheden, Langenberg Grafisk, der er vant til produktionen af fotobøger, der står for den grafiske opgave. Bogen sælges for 50 kr. per styk og omsætningen går ubeskåret til en lokal hjælpeorganisation.
Sådan gør du
Find kameraet frem. Ta’ de to foto i god kvalitet og skriv en kort begrundelse for dit valg. Send materialet inkl. dit navn og telefonnummer til mailadressen [email protected] senest fredag den 8. november 2013.
Ved at deltage i konkurrencen fraskriver deltagerne sig automatisk deres copyright.
Bogen planlægges præsenteret lørdag den 16. november.