Nu kan Sønderborg Stations perron renoveres

25. juni 2014 Politik Skrevet af: Ole Kæhler

– Siden VK regeringen første gang i 2010 afsatte 5 mio. kr. til en ny perron ved Sønderborg station, har det været en kamp at få de sidste midler hjem. Nu er det endelig lykkedes, hvilket jeg er meget glad for, siger Venstres lokale folketingsmedlem, Ellen Trane Nørby.

Ellen Trane Nørby viste i 2010 sin Trafikminister rundt ved Sønderborg Station.

Ellen Trane Nørby viste i 2010 sin Trafikminister rundt ved Sønderborg Station.

Artiklen fortsætter under annoncen

Den endelige bevilling til den nye perron blev givet da alle folketingets partier, undtaget Enhedslisten, blev enige om et nyt trafikforlig. Med forliget sikres de yderligere 5 mio. kr. der behøves for at kunne realisere den nye perron. Foruden statens tilskud, giver Sønderborg kommune også 0,9 mio. kr.

– Jeg glæder mig til at vi får en perron med bedre plads til de rejsende og en direkte overgang til Alsion, som der i nu mange år har været efterspørgsel efter. Det har taget lang tid og flere udskydelser, men nu kan det realiseres, slutter Ellen Trane Nørby, der sammen med Den tidligere Sønderborg Borgmester A. P. Hansen var den oprindelige initiativtager til at projektet kom på den politiske agenda og fik bevilliget statsmidler.

Artiklen fortsætter under annoncen

– Der har været et godt samarbejde mellem alle de partier, der var med på ideen, siger Ellen Thrane Nørby til Sønderborg Nyt.