Regionsrådsvalg: Flest lokale stemmer til Jørn Lehmann

Arkivfoto
Arkivfoto
20. november 2013 Politik Skrevet af: Ole Kæhler

Tirsdag blev der ikke alene valgt medlemmer til et nyt Byråd, men også til Regionsrådet.

Det blev Jørn Lehmann fra Socialdemokraterne, som fik flest stemmer. Hele 7.030. Konservative Johnn Lohff fik opbakning fra 3427 sønderborgensere, Tage Petersen, Venstre, fra 2374 vælgere i Sønderborg. 1380 vil gerne se socialdemokraten Henning Kipp i Regionsrådet, mens 1322 satte deres kryds ud for Peter Jørgensen, der er venstremand.

SF’er Erik Bach fra Sydals er opstillet til regionen af SF i Aabenraa og i Sønderborg hentede han 327 stemmer. Der var 134 til Stig Christensen fra kristendemokraterne, 123 til Karen Damm og 77 til Birthe Andersen fra Miljøpartiet Fokus.

Artiklen fortsætter under annoncen

– Jeg er meget overrasket over så mange stemmer, siger Jørn Lehmann til Sønderborg Nyt. Han ved endnu ikke, hvordan det ser ud med stemmer fra de andre kommuner – og det samme gælder de andre kandidater. Derfor er ingen af dem begyndt at juble eller græde endnu.

– Jeg synes, John Lohff har haft et godt valg og det samme gælder Tage Petersen, siger Jørn Lehmann.

Måske havde Venstre i Sønderborg haft bedre chance for at få en mand i Regionsrådet, hvis de blot havde opstillet én. De to kandidater kan sagtens spænde ben for hinanden på deres vej frem til et mandat.