Der vil komme flere trusler og mere vold på jobcentrene, når kontanthjælpsreformen træder i kraft til nytår.
Det frygter socialrådgiverne.
Reformen skal få flere i arbejde eller uddannelse, men den vil også presse nogle borgere økonomisk, og det kan give konflikter. Det mener formanden for socialrådgiverne i Syddanmark, Anne Birgit Jørgensen, til dr.syd.
– I så desperat en forsørgelsessituation, der er jeg bange for, det vil kunne give nogle gnister, når borgerne lukker deres frustration ud over ansatte, der bare er sat til at administrere det, siger hun.














