Regionsrådsmedlem Tage Petersen, Venstre, skriver:
Min kollega fra regionsrådet Vibeke Syppli Enrum fra Enhedslisten skriver i et læserindlæg på Sønderborg Nyt, at Als – Fyn broen er et håbløst fantasiprojekt.
Jeg vil hellere vende den om og glæde mig over, at vi har visionære personer som bl.a. Jørgen Mads Clausen, der bruger fantasien til at tænke nogle tanker omkring mere vækst og udvikling i vores region.
Talrige undersøgelser viser, at god infrastruktur er en forudsætning for vækst og udvikling i et område, og her kunne en Als – Fyn bro helt sikkert sætte skub i nogle ting på begge sider af Lillebælt.
Jeg er ikke jubeloptimist omkring broprojektet, men har en realistisk tilgang til de politiske, økonomiske og miljømæssige udfordringer.
Lad os derfor nu kvalificere beslutningsgrundlaget og teste den folkelige opbakning, frem for på forhånd at tale projektet ned.
Hvor der er en vilje er der en vej – og måske også en bro!