Det næste skridt på vejen til en fast forbindelse mellem Als og Fyn er, at der laves en forundersøgelse og transportminister Benny Engelbrecht sagde mandag på et pressemøde i Fynshav, at den sættes i gang næste år.
“Og det vil tage mellem halvandet og to år at lave den og den vil vise, om det bliver en bro- eller en tunnelløsning og også hvor den skal placeres. Den vil også give et bud på en realistisk pris”, siger Benny Engelbrecht. Når forundersøgelsen er lavet, så kan der, hvis der er basis for det, sættes gang i en VVM-undersøgelse.
“Jeg tør ikke sige, hvornår vi kan køre mellem Als og Fyn, fordi det kræver politisk opbakning om projektet at sætte byggeriet i gang. Men flasker alt sig, som vi drømmer om, så vil man kunne køre mellem Als og Fyn fra omkring år 2035”, skønner transportminister Benny Engelbrecht.
En fast forbindelse skal gerne give mere trafik og det kræver veje, som kan klare flere biler end i dag.
Transportministeren fortalte, at han opfordrer politikerne i Faaborg-Midtfyn og i Sønderborg til at tænke i udvidelse af eksisterende veje fremfor at anlægge nye, store veje, som skal føre til og fra den faste forbindelse.
“På den måde undgår man at lægge asfalt i Svanninge Bakker”, siger han.
Benny Engelbrecht ved også, at der er mennesker, som synes, at vi skal beholde færgeforbindelsen.
“Får vi CO2-neutrale færger, der sejler hyppigere end i dag, så kan det være et alternativ til en fast forbindelse og det kræver så også, at vejene udvides”.
Fra 2025 vil vognmænd blive interesserede i at sende den tunge trafik over bæltet mellem Als og Fyn.
“Fra januar 2025 skal den tunge trafik betale en afgift for hver kørt kilometer og det vil gøre, at vognmændene bliver interesserede i at køre de kortest mulige veje – og via Bøjden-Fynshav er der betydeligt færre kilometer mellem eksempelvis Odense og Sønderborg end der er, når man kører udenom”, siger ministeren.