Sønderborg håber på klarhed omkring Tour de France

23. juli 2020 Kultur Skrevet af: Ole Kæhler

Lokalavisen Le Télégramme fortæller, at verdens største cykelløb i 2021 muligvis kan ende med at starte i den franske region Bretagne i stedet for Danmark.

“I dag, torsdag, er der et møde mellem den danske Tour-ledelse og og den franske Tour-ledelse og så må vi se, hvad det fører til”, siger borgmester Erik Lauritzen. Han fortæller, at lige nu er det bare nogle rygter, der svirrer.

Artiklen fortsætter under annoncen

Efter planen er Tour-starten i Danmark sat til at den 2. juli, men overvejelserne om at køre uden om Danmark næste år skyldes, at København, med overborgmester Frank Jensen i spidsen, har afvist ASOs forslag om at fremrykke Tour-starten med en uge. Det fremgik af et brev til Tour de France-direktør Christian Prudhomme, som B.T. har fået aktindsigt i.

“Men efter at vi i Danmark afviste at rykke Tour-starten, så har den franske Tour-ledelse jo haft nogle overvejelser”, siger borgmesteren.

Artiklen fortsætter under annoncen

“Vi har fortalt franskmændene, at vi ville være meget kede af at flytte startdatoen, fordi der er lavet rigtigt mange aftaler med rigtigt mange mennesker, som er involveret i de danske Tour-dage. Vi sagde også, at vi selvfølgelig ville være behjælpelige med at finde en løsning”.

“Lige nu kan vi i Sønderborg ikke gøre andet end at vente på, hvad der kommer ud af dagens møde. Vi kan på ingen måde gøre andet”, siger Erik Lauritzen til SønderborgNYT.

Lederen af Sønderborgs Tour-sekretariat, Bente Blenstrup, siger til SønderborgNYT, at hun ikke ønsker at sige noget om den eventuelle aflysning af Sønderborg som etape-målby.