Et nyt fund af den frygtede Rævens dværgbændelorm ved Grindsted har resulteret i en regulær telefonstorm hos flere af Sønderborgs dyrlægeklinikker. Men der er ingen grund til panik, siger dyrlæge Katrine Zachariassen.
Katrine Zachariassen.
Siden 2011 har myndighederne i Danmark systematisk overvåget forekomsten af parasitten Rævens dværgbændelorm. Parasitten kan nemlig smitte mellem dyr og mennesker. Bliver et menneske smittet, kan bændelormen etablere sig i leveren og her skabe kræftlignende forandringer, der kan have dødelig udgang, hvis angrebet ikke opdages i tide. Det kan være vanskeligt, for mennesker kan være symptomfrie i flere år efter at være blevet smittet med Rævens dværgbændelorm.
I både 2012 og 2013 blev der konstateret flere tilfælde af Rævens dværgbændelorm blandt ræve i Tønder kommune. Det fik fødevarestyrelsen til at anbefale, at alle hunde i kommunen, der færdes frit i naturen, skal ormebehandles hver fjerde uge. Et nyt fund i februar ved Grindsted viser, at parasitten har spredt sig, og derfor har fødevarestyrelsen netop udvidet sin anbefaling til at gælde for hele landet.
– Mennesker kan smittes via æggene fra Rævens dværgbændelorm. Hvis en hund f.eks. har rullet sig i ræveekskrementer, kan æggene sidde i pelsen. Hvis hunden selv er blevet smittet, fordi den har spist mus eller andre små gnavere, der er typiske mellemværter for Rævens dværgbændelorm, vil hunden udskille æg i afføringen, forklarer dyrlæge Katrine Zachariassen fra Vetnatura i Sønderborg.
Bange dyreejere
Rævens dværgbændelorm er farlig for både mennesker og dyr, men hos hunde og katte kan infektionen dog forholdsvis let behandles med en ormekur. For mennesker er smitten dog langt farligere og sværere at behandle, og det har fået mange dyreejere til at reagere.
– Jeg har ikke længere tal på alle de opkald, jeg har fået, og jeg har hørt fra flere af mine kolleger i området, at også de dagligt modtager henvendelser fra bekymrede dyreejere. For når fødevarestyrelsen anbefaler at lade sin hund ormebehandle hver fjerde uge, er det selvfølgelig helt naturligt at reagere. Men faktisk er der rigtig mange hundeejere, der slet ikke behøver at være bange eller behandle, hvis bare de er opmærksomme på deres dyrs færden, siger Katrine Zachariassen.
Katrine Zachariassen understreger, at Rævens dværgbændelorm ikke smitter kæledyr, der æder, snuser eller slikker på andre dyrs afføring og urin, heller ikke selvom det kommer fra en inficeret ræv. Det er kun, hvis hunden spiser mellemværter som mus eller andre gnavere.
– Har man en hund, der aldrig spiser mus eller gnavere, er det helt unødvendigt at behandle for Rævens dværgbændelorm. Hvis den derimod spiser gnavere, skal man selvfølgelig give en ormebehandling hver fjerde uge. Samtidig er det meget vigtigt at være opmærksom og have en høj hygiejne. Har hunden rullet sig i noget, og man er i tvivl om, hvad det er, skal den i bad, så eventuelle æg fra ræveekskrementer vaskes af, siger Katrine Zachariassen.
Stigende forekomst
Det første tilfælde af Rævens dværgbændelorm i Danmark blev konstateret i januar 2000. I april 2012 blev parasitten fundet i en ræv fra Højer, og i januar 2013 blev ormene fundet i yderligere tre ræve ud af 13 undersøgte fra samme område. I juli 2013 blev der fundet yderligere to smittede ræve fra samme område. Her kunne man konstatere, at forekomsten var stærk stigende, da de første undersøgte ræve kun mellem 2 og 27 parasitter, hvorimod den sidste undersøgte ræv havde 1940 bændelorm.
– Den smittede ræv, som fødevarestyrelsen netop har informeret om, blev fundet ved Grindsted, altså ca. 100 km nord for området nær Højer. Og selvom det først er nu, vi hører om det, er ræven faktisk allerede blevet smittet i januar 2013. Det betyder, at smitten sandsynligvis er flere andre steder og har været her længe uden opmærksomhed. Det betyder dog ikke, at der er nogen grund til panik, og det er som sagt slet ikke nødvendigt at sætte alle danske hunde i ormebehandling hver fjerde uge, slutter Katrine Zachariassen.
FAKTA:
Rævens dværgbændelorm
Rævens dværgbændelorm (Echinoccus multilocularis) er en lille parasit, som kun er 1-3 mm lang og har 4-5 led. For at kunne gennemfører sin livscyklus skal den have to værter: En slutvært og en mellemvært.
Rævens dværgbændelorm lever sit voksne liv i rævens tarm. Her kan findes tusinder uden at værtsdyret er påvirket af det. Med slutværtens afføring udskilles led som indeholder æg. Når disse æg optages af en mellemvært, klækkes de, og larverne vandrer fra mellemværtens tarm via blodbanen til forskellige andre organer, typisk leveren. Her etableres larven sig og danner cyster, der deler sig og spredes og indeholder de infektive parasitstadier. Når mellemværten bliver ædt af et rovdyr, vil de infektive larver etablere sig i slutværtens tarm og udvikle sig til voksne dværgbændelorm – cyklus er sluttet.
Værter
Slutvært er primært ræve og mårhunde, men også grævlingen, hunde og katte kan fungere som slutvært. Det er dog undersøgt, at der er forskel på, hvor let infektionen etablerer sig og giver æg-udskillelse i de forskellige værtsdyr. Katten er en meget dårlig slutvært for parasitten, og infektionen findes derfor meget sjældent her. Mellemværten er normalt mus eller andre gnavere, men parasitæggene kan blive optaget af andre dyr f.eks. grise og i værste fald mennesker.
I områder, hvor parasitten er hyppigt forekommende i den vilde rævebestand, ses forandringer i leveren efter parasittens mellemstadie hos ca. 10 % af slagtede frilandsgrise, f.eks. i Schweiz. Rævens dværgbændelorm kan ikke smitte til mennesker gennem svinekød, idet både grise og mennesker er mellemværter for parasitten og derfor ikke kan smitte hinanden.
Smitte til mennesker
Da sygdom som følge af Rævens dværgbændelorm kan smitte fra dyr til mennesker, kaldes det en zoonose. Mennesker smittes ved optagelse af æg udskilt med afføringen fra en slutvært. Parasitten optages gennem tarmen og sætter sig i forskellige organer, især i leveren, hvor der udvikles cyster, der yderligere invaderer levervævet og igen kan sprede sig til andre organer via blodet og via invasiv vækst. Cysterne kan blive op til 15-20 cm i diameter og sygdommen er ofte dødelig, hvis den ikke opdages og behandles i tide. Sygdommen udvikles langsomt, fra et menneske optager smitten, til der kommer kliniske symptomer på sygdom går der ofte 5-15 år.
