Debat: SF vil holde regeringen op på løfterne om rent drikkevand

14. august 2023 Debat Skrevet af: Ole Kæhler

SFs gruppeformand, Karina Lorentzen Dehnhardt, Folketinget, skriver:

I valgkampen lovede Socialdemokratiet at redde vores drikkevand sammen med SF og de andre grønne partier. Det er blevet ved snakken for regeringen. Nu holder SF dem op på løfterne.

”Vi vil ikke stå i en venteposition samtidig med, at vores drikkevand bliver mere og mere forurenet. Derfor siger vi nu, at det bliver et centralt krav for SF til finansloven. Regeringen skal levere på det løfte”, siger Karina Lorentzen Dehnhardt, SFs gruppeformand, i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter under annoncen

En ny undersøgelse fra Danmarks Naturfredningsforening viser, at der er fundet pesticidrester i drikkevandsboringer i alle syd- og sønderjyske kommuner.

I Sønderborg er der fundet pesticidrester i 14 procent af drikkevandsboringerne – heraf er mængden af pesticidrester over grænseværdien i én boring.

Der er fundet pesticidrester i 47 procent af drikkevandsboringerne i Haderslev – heraf er mængden af pesticidrester over grænseværdien i tre boringer.

I Aabenraa er der fundet pesticidrester i 27 procent af drikkevandsboringerne – dog ingen over grænseværdien.

Artiklen fortsætter under annoncen

I Tønder er der fundet pesticidrester i 50 procent af drikkevandsboringerne, hvor mængden er over grænseværdien i syv af boringerne, hvor det i Esbjerg er i 46 procent af drikkevandsboringerne, der er fundet pesticidrester i, men mængden af pesticidrester overstiger grænseværdien i 10 af boringerne.

”Jeg ønsker ikke en fremtid, hvor rent drikkevand er det, du køber nede i kiosken. Vi har ikke brug for flere pilotprojekter, frivillige aftaler eller undersøgelser. Vi har brug for handling, og det skal være nu”, siger Karina Lorentzen Dehnhardt.

Artiklen fortsætter under annoncen

Siden valget har regeringen med Socialdemokratiet i spidsen syltet de aftaler, der blev lavet. For eksempel har de forlænget landmændenes frist for at indgå frivillige aftaler om stop for brug af pesticider helt frem til 2025. Og i stedet for at lave de lovede 200.000 hektar grundvandsparker med totalforbud mod pesticider, har regeringen sat et enkelt pilotprojekt i gang.

”Regeringen kan sådan set gå i gang nu, hvis de vil. Det grønne flertal bag aftalen er intakt, så de kan sådan set bare kigge en lille smule til venstre”.

Artiklen fortsætter under annoncen

Det vil SF vil have 

De aftalte 200.000 hektar grundvandsparker i vandindvindingsområderne skal udpeges inden udgangen af 2024.

Der skal gennemføres et straksforbud mod brug af pesticider i områderne helt tæt på vandboringerne. Det skulle i henhold til tidligere aftaler være indført i tilbage i 2022.

Der gennemføres en akutindsats mod PFAS forureninger i vandindvindingsområder. Jord fra større punktforureninger i disse områder skal renses. Det kan for eksempel være på brandøvelsespladser. Der skal sættes 50 millioner kroner af på finansloven til indsatsen.