Debatindlæg: Kommunen er på ‘strandhugst’ i Augustenborg

1. juni 2020 Augustenborg Skrevet af: Ole Kæhler

Bo Vistisen, Augustenborg, skriver:

Som Danmark har det med EU, sådan har vi det i Augustenborg med Sønderborg Kommune. Vi må acceptere at overordnede systemer og styringer sikkert er nødvendige for den tid, vi lever i.

Men det er ikke nødvendigvis alting, vi vil overgive til EU. Derfor har vi undtagelser og derfor knurrer vi af og til over EU, når de blander sig i nye ting, der ikke var tænkt ind fra starten af. Med mindre altså, man deler visionen om De Forenede Europæiske Stater og farvel til dansk selvstændighed.

Artiklen fortsætter under annoncen

Det samme gælder Augustenborg. Kommunesammenlægningerne har givet løsninger på mange af samfundets voksende problemer og fordelingspolitikker – ikke mindst sociale og administrative. Men engang, for ikke så længe siden, var Augustenborg faktisk en nogenlunde selvstændig lille velfungerende enhed, der selv bestemte, hvorledes mange af byens ressourcer skulle være og bruges. Vi havde f.eks. en havn med en fjord. Men med sammenlægningen må vi nu leje vores havn af Sønderborg Kommune.

Artiklen fortsætter under annoncen

Var det intentionen med kommunesammenlægningerne?

Vi må nu ydmygt ansøge Sønderborg Kommune hvert 10. år om at leje dele af vores egen havn.

Her er ikke noget med at respektere, at det er og var Augustenborgs havn. Nej, nu er det Sønderborgs havn og havnemesteren og Byrådet i Sønderborg, der bestemmer. Det er nok ikke så smart, særligt ikke for os der bor i Augustenborg.

For ingen lejekontrakt holder mod en ny lokalplan. Og den skal nok komme!

Kommunen tager pengene

Artiklen fortsætter under annoncen

Som alle andre har vi i Augustenborg foreninger, der prøver at varetage interesseområder. Augustenborg Brolaug er foreningen, der varetager lejemålet af vores egen havn. Ved frivillig hjælp og uden tilskud, prøver den lille forening at drive havnens bådpladser for byens to interesseklubber og gæstesejlere. Den lille indtægt bruges udelukkende til vedligeholdelse af havnen og dens få faciliteter. Regnskab og referater er frit tilgængelige.

Tidligere på måneden kom det så frem, at ikke engang denne lille indtægt, fra de få gæstende skibe langs Augustenborgs kaj, kan Sønderborg unde byen. Nej, nu går havnemesteren i Sønderborg på strandhugst og vil selv have pengene for gæstesejlere langs kajen.

Artiklen fortsætter under annoncen

Hvorfor nu det, spørger vi os selv om?

Samtidigt med at Sønderborg således ‘stjæler’ turistpengene fra Augustenborg, forsvinder pengene sikkert også ned i et sort mørkt ‘sønderborgsk’ regnskabshul uden indsigt, men med en bestyrelse, der sidder og gnaver på deres gode ben.

Hvad hjælper det, at Byrådet vil udvikle Augustenborg til en turistdestination i særklasse, hvis de stryger indtægterne. Er det lige sådan en attitude fra Sønderborg, vi har brug for her i Augustenborg?

Artiklen fortsætter under annoncen

Hvis man ikke siger fra, så er der mange små grever og baroner, der tager det som et: ‘Til’!

For at værne om det lokale havne liv har Augustenborg altid holdt fast i, at brugerne skal bo i den gamle Midtals kommune med postnummer 6440. Hvor længe bestemmer vi mon selv det?

Hertugbyen som turist-destination

Hvis man vil udvikle Hertugbyen Augustenborg og gøre den til en turistdestination – ifølge den kommende Masterplan for Augustenborg – bør man nok heller ikke glemme Midtals.

Lidt kunst og lidt maling til byens forskønnelse er ikke nok.

Augustenborgs kulturhistoriske værdier hænger sammen med de gamle sogne i Ketting, Notmark og Asserballe. Hvis man vil have helheden, må man række ud i disse gamle sogne. Her er præstegårde, kroer, kirker, gårde, dysser, stensætninger og turistattraktionerne for bare at nævne nogle eksempler.

Med Augustenborg tænkt som en turistdestination taler vi måske nærmere om at skabe et fælles Kulturhistorisk Center beliggende i Augustenborg, der kan rumme alle lag af kulturhistorien og trække tråde ud til mulige turistattraktioner. En lille del af dette er Hertugbyen selv.

Her kunne den centralt beliggende gamle, fredede skole i Storegade 20 være et rigtig godt bud. Den bliver ledig nu og når kommunen allerede har afsat en million til at sætte den i stand, så er de første penge der også.

Kære læser, det kan du så tænke lidt over.

5. maj 2024 112, Sønderborg

Ild i en varebil

5. maj 2024 112

Lørdag aften kørte brandbiler fra Station Sønderborg til Sjællandsgade i Sønderborg, fordi der var kommet et opkald om, at en bil stod i flammer. “Det var en varevogn og vi slukkede ilden og vendte retur igen”, siger Beredskab Sønderborgs indsatsleder, Henrik Jacobsen til SønderborgNYT. Her er der billeder fra branden.

Læs mere...