Kort efter kl. 02 natten til lørdag accelererede en person i Bjergade i Sønderborg netop da den havde passeret en patruljebil. Det fik betjentene til at køre efter bilen, som de fandt et par gader væk, hvor den var kørt ind i et busskur.
“To personer løb fra stedet, og det lykkedes at fange føreren af bilen, som er en 18-årig mand fra Sønderborg. Han blev sigtet for spirituskørsel, ligesom han blev sigtet for overtrædelse af knivloven, fordi betjentene fandt en ulovlig kniv på ham”, siger vagtchef Poul Erik Lindhardt fra Syd- og Sønderjyllands Politi.
Politiet fandt også flere poser med hash på manden, og der blev fundet yderligere poser i bilen. Derfor blev han også sigtet for hashhandel.
Hertil kommer en sigtelse for at stikke af fra politiet.