Igen var det brug af ukrudtsbrænder som startede brand

3. maj 2023 112 Skrevet af: Ole Kæhler

Onsdag morgen var der ild i et bed tæt på Jan Callesens butik på Stationsvej i Nordborg og det kom de frivillige brandmænd fra den lokale brandstation farende og fik slukket.

“Det er nogle folk fra kommunen, der har været i gang med en ukrudtsbrænder”, siger Jan Callesen til SønderborgNYT.

Indsatsleder Henrik Jacobsen fra Bredskab Sønderborg opfordrer, som hans kolleger også har gjort det, til, at man tænker sig om, når der bruges ukrudtsbrænder.

 “Man skal huske, at ukrudt skal svitses og ikke brændes. Flammen på en ukrudtsbrænder udskiller høj varme, der breder sig i en større radius end de fleste lige tænker over og det skal man være opmærksom på”.
Artiklen fortsætter under annoncen

Han råder til, at folk læser op på de fem vigtige retningslinjer for ukrudtsbrænding på Beredskabsstyrelsens hjemmeside, og derudover også orienterer sig om tørkeindekset på DMIs hjemmeside.

“Og så opfordrer jeg til, at man får tømt lyskasser ved boliger og andre bygninger for visne blade, så et smidt cigaretskod eller lignende ikke tænder en brand”.