Ny app får stenene på Dybbøl Banke til at tale

3. september 2022 Kultur Skrevet af: Redaktion

Historiecenteret vil med projektet ’Hvis stenene på Dybbøl Banke kunne tale’ give stemme til de ellers tavse personer på mindestenene. Baggrunden for udviklingen af app’en er centrets viden og den allerede eksisterende web-app Rute 1864, der beskriver skanserne på Dybbøl Banke og indeholder reportager om momenter af de store slag. App’en er blevet udvidet til nu også at indeholde fotografier fra 1864 samt mindesten. Interesserede vil her kunne finde fotografier og læse korte biografier og personlige historier om de soldater, hvis navne står mejslet i stenene.

Artiklen fortsætter under annoncen

App’en har en kortfunktion, hvor gæster kan se hvilke mindesten, der ligger i nærheden. Alternativt kan de søge på en falden soldats navn og blive vist hen til hans mindesten. Der er desuden indbygget særlige temature på Dybbøl Banke med udgangspunkt i Historiecenteret. Men ude i den fri natur kan det under tiden være svært at se, hvad der står på skærmen. Derfor er alle tekster indtalt af professionelle i et studie. Er man flere afsted på tur, så kan alle derfor lytte med og få en fælles oplevelse, skriver Historiecenter Dybbøl Banke.

Artiklen fortsætter under annoncen

App’en er en såkaldt web-app og skal derfor ikke først downloades på telefonen, hvilket gør den lettere tilgængelig for alle, der ikke vil eller kan have meget liggende på telefonen. Også de mange udenlandske gæster får glæde af app’en, da de indtalte tekster er tilgængelige på både dansk, tysk og engelsk.

Krigens afgørende slag den 29. juni 1864 stod ikke på Dybbøl Banke men på Kær halvø på Als, hvor preussiske styrker overmandede den danske besætning og på én dag indtog hele Als. Kær Halvø er et smukt naturområde med et stigende antal besøgende, men udover mindestenene, er der kun meget lidt informationsmateriale tilgængeligt på stedet, derfor vil også dette områdes mindesten blive indeholdt i app’en.

Artiklen fortsætter under annoncen

Forbedringen giver ikke en forøget indtægt til Historiecenteret, fordi formidlingen er gjort frit tilgængelig for publikum på en åben web-app. Man får adgang til app’en ved i ens browser at skrive: app.1864.dk

Det har således været afgørende, at udviklingsudgifterne er blevet finansieret ved sponsorstøtte og projektet er støttet af Fabrikant Mads Clausens Fond, Linak, Norlys Vækstpulje og Rislum Fonden.