Sommerhusene i Mommark er igen på den politiske dagsorden

11. august 2023 Politik Skrevet af: Ole Kæhler

For at få formalia i orden omkring de store sommerhuse på Fiskerløkken i Mommark skal der godkendes et nyt kommuneplantillæg, en ny miljøscreening og en ny lokalplan, som betyder ny politisk behandling.

Og på tirsdag ligger sagen på bordet hos Teknik, By og Boligudvalget.

”Meningen er, vi skal godkende forslaget til lokalplanen og hvor der er vilje, kommer der en vej”, siger Venstres udvalgsmedlem Tage Petersen, som mener, der brug for en ny vejføring.

En ekstern konsulent vurderer, at udbygning af Fiskerløkken med de beregnede sengepladser samt med eller uden ny vejforbindelse via Sarupvej, ikke medfører udfordringer med trafikafviklingen på det interne og eksterne vejnet.

Artiklen fortsætter under annoncen

”Kommunen har skønnet at en ny vej vil koste omkring 4,5 millioner kroner, men det er et sommerhusområde, så en grusvej er også en mulighed”, siger Tage Petersen til SønderborgNYT og han tilføjer, at Venstre vil drøfte sagen, når der er gruppemøde på mandag.

En gammel kending

Udvalgspolitikerne kender efterhånden sagen ret godt, fordi den siden 2019 har haft en noget turbulent vej gennem det kommunale bureaukrati.

Lokalplanen og et kommuneplantillæg for sommerhusområdet Fiskerløkken i Mommark blev senest vedtaget af Byrådet i marts, men sagen skal behandles igen, fordi Planklagenævnet har hjemvist miljøscreeningsafgørelsen og derved ugyldiggjort kommuneplantillægget og lokalplanen. Begrundelsen er, at der i miljøscreeningen er skrevet, at der ikke er §3-beskyttet natur i område.

Artiklen fortsætter under annoncen

Selve sagen

Sagen om sommerhusområdet Fiskerløkken ved Mommark handler om, at en virksomhed har opført 15 større sommerhuse på Fiskerløkken i Mommark og ønsker at opføre yderligere otte sommerhuse. Den oprindelige lokalplan gav mulighed for at opføre 55 mindre sommerhuse i området, og en grundejerforening i det tilstødende sommerhusområde indgav derfor en klage til Planklagenævnet over projektet.

I maj 2021 gav Planklagenævnet grundejerforeningen ret i, at principperne i den oprindelige lokalplan ikke var fulgt, og dermed blev kommunens afgørelse ophævet. Derfor satte Sønderborg Kommune gang i en proces for at lovliggøre de opførte sommerhuse.

Artiklen fortsætter under annoncen

Planklagenævnet hæfter sig også ved, at miljøscreeningen trafikmæssigt har taget afsæt i gennemsnitligt 16 sengepladser pr. sommerhus, når der på virksomhedens hjemmeside vises et højere tal, der giver et gennemsnit på 21-22 sengepladser.

”Vi er gået efter det tal, der i sin tid er taget fra deres byggeansøgninger. Men når Planklagenævnet lægger vægt på et andet tal, så tager vi det til efterretning og tager det med i en fornyet miljøscreening. Og så får vi både kommuneplantillæg, lokalplan og miljøscreening politisk behandlet så hurtigt som muligt”, har Sille Marcussen Dall, der var chef for Plan og Myndighed, tidligere sagt.