Stephan Kleinschmidt fra Slesvigsk Parti mener, at Sønderborg Kommune skal hjælpe Privatskolen Als med en lånegaranti – ikke på 20 millioner kroner, men omkring seks til syv millioner.
“Det beløb rammer indenfor skiven af, hvad vi normalt giver lånegarantier på”, siger Stephan Kleinschmidt og forklarer:
“Slesvigsk Parti mener, at det er godt for vores bosætning, at der er et mangfoldigt skoletilbud og mangfoldigheden – også på skoleområdet – er med til at udvikle vores by”.
Stephan Kleinschmidt ser ikke Privatskolen Als eller andre friskoler som konkurrenter til de kommunale skoler.
“Vores folkeskoler er kommet godt med gennem den helhedsplan, der tidligere er vedtaget”, siger Stephan Kleinschmidt til SønderborgNYT.
Socialdemokraterne
Borgmester Erik Lauritzen og de øvrige socialdemokrater ser derimod Privatskolen Als som en konkurrent.
“Vi synes, det vil virke lidt forkert at støtte en privat skole, så den kan få flere elever i en tid med faldende børnetal. Et fald, der også udfordrer folkeskolerne”, siger borgmesteren.
Byrådet har tidligere givet lånegaranti til Efterskolen Epos og Dybbøl Efterskole, som også er private virksomheder, der sælger undervisning.
“Når vi skal give lånegarantier, så skal det være til noget, som vi selv gerne vil ha’, men som vi ikke selv investerer i – og vi synes bestemt, vi skal ha’ efterskoler i Sønderborg”, siger Erik Lauritzen.
“Man kan godt sige, at Privatskolen Als og andre fri- og privatskoler tilbyder en ‘vare’, som vi selv har på hylderne”.
Fælleslisten har meldt ud, at de godt kan hjælpe fri- og privatskoler med en lånegaranti, hvis de ligger i et område, hvor der er langt til nærmeste folkeskole.
På onsdagens møde i Økonomiudvalget, hvor der skulle have været taget en endelig afgørelse, stemte Socialdemokratiet og Fælleslisten imod forslaget om, at Privatskolen Als får en lånegaranti, mens Slesvigsk Parti, Venstre og Dansk Folkeparti var parat til at hjælpe skolen.
“De tre partier bad om at få sagen behandlet på det næste byrådsmøde, hvor sagen så bliver endeligt afgjort”, siger borgmesteren.