Tour de France-dagen: Se hvordan du kommer til Sønderborg

3. juli 2022 Tour de France Skrevet af: Ole Kæhler

Tour de France-ruten vil være lukket for al trafik fra klokken 12 til 18, og flere af tilkørselsvejene bliver også berørte. Det er derfor ikke muligt at køre på ruten eller krydse den i bil.

På de dele af ruten, hvor der er hegn, vil du dog stadig kunne krydse ruten til fods eller med cykel gennem særlige sluser.

Sønderborg Kommune råder til, at man i videst muligt omfang går, cykler og tager offentlig transport til og fra ruten.

Der er gjort plads til over 20.000 parkeringspladser på fire store parkeringsområder, der ligger tæt på Sønderborgmotorvejen/hovedvej 8. Der er handicap-pladser flere steder i Sønderborg.

Artiklen fortsætter under annoncen

Offentlig transport

Alle busser er gratis at køre med søndag 3. juli. Vær opmærksom på, at busstationen i Sønderborg midlertidigt flytter adresse til Ingolf Nielsens Vej ved P3.

Fra parkeringsområderne i Ragebøl, Sønderborg og Glansager kører der gratis shuttlebusser fra kl. 8 til 21 til og fra Sønderborg centrum, tæt på ruten eller tæt på målområdet, skriver kommunen.

Der kører også shuttlebus fra parkeringsområdet Nybøl, men kun frem til ca. kl. 13 og igen fra kl. 18 til 21.

Artiklen fortsætter under annoncen

Shuttlebussen er ikke velegnet for kørestolsbrugere, barnevogne og lignende. Hunde må ikke medbringes, førerhunde undtaget.

DSB kører søndag den 3. juli med ekstra ankomster og afgange til stationerne i Gråsten og Sønderborg.

Her kan du se et detaljeret interaktivt kort over blandt andet parkeringspladser og gangpassager.