AGS slipper kunstig intelligens ind i undervisningen

20. november 2023 Uddannelse Skrevet af: Ole Kæhler

Fordi teknologiens indflydelse på vores hverdag konstant udvikler sig, tager Alssundgymnasiet et skridt ind i fremtiden. Ved at inkludere chatbots og andre former for kunstig intelligens, AI, i undervisningen, er det gymnasiets vision at forberede eleverne på en verden, hvor teknologi spiller en stadig større og afgørende rolle.

Alssundgymnasiet anerkender, at kunstig intelligens og chatbots er og bliver en integreret del af vores hverdag. Elever, der er fortrolige med AI og chatbots som ChatGPT, Google Bard og Bing, vil derfor være bedre rustet til at arbejde med og udnytte disse teknologier i deres fremtidige karriere.

Artiklen fortsætter under annoncen

For underviserne kan kunstig intelligens være både kontroversielt og et utroligt værdifuldt værktøj til at understøtte traditionelle undervisningsmetoder – et værktøj, der kan skabe nye og innovative tilgange til læring og viden.

Samtidig er en af de væsentligste udfordringer med teknologien, at svage elever kan se de forskellige chatbots som en genvej til opgaveløsning, hvilket kan underminere læringsprocessen og evnen til at udvikle nødvendige færdigheder. Det samme gør sig gældende for elever, der skal til eksamen, som med få klik kan få chatbotten til at løse deres eksamensopgave.

Artiklen fortsætter under annoncen

”Vi er ikke i tvivl om at en proaktiv tilgang til AI er vejen frem, men vi er naturligvis opmærksomme på teknologiens skyggesider. Bruger en elev fx ChatGPT til at løse en skriftlig opgave, kan det være meget svært for læreren at afgøre, hvorvidt der er anvendt en chatbot. I modsætning til et plagiat, som involverer direkte kopiering, er der en vis grad af usikkerhed forbundet med, hvordan chatbotten reagerer. Dens svar afhænger nemlig af de konkrete instruktioner, som den har fået”, siger rektor for Alssundgymnasiet, Jeppe Kragelund, i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter under annoncen

For at sikre, at både lærere og elever er godt rustede til den digitale fremtid, arbejder Alssundgymnasiet Sønderborg på at redefinere og nytænke undervisningen. Målet er at integrere ChatGPT, Google Bard og andre former for kunstig intelligens på en måde, der fremmer elevernes faglige udvikling og forståelse af, hvordan disse nye teknologier kan bruges – og ikke mindst, hvor de ikke kan bruges.

Som en del af forberedelsen til denne spændende rejse har alle undervisere deltaget i et kursus med Tine Wirenfeldt Jensen, ph.d. i læring og uddannelse. Kurset havde fokus på, hvordan teknologi kan påvirke den faglige skriveudvikling. Efter kurset fulgte en udviklingsdag for underviserne, hvor en af skolens egne elever også bidrog med perspektiver.

Artiklen fortsætter under annoncen

”Da ChatGPTen kom frem, var der mange, der afprøvede det her med at få robotten til at lave deres lektier for dem. Men hvis man ved, hvad man skal spørge ChatGPT’en om, kan den være en kæmpe hjælp til både lektielæsningen og i undervisningen. For mig er de forskellige chatbots i dag en sparringspartner – en slags teknologisk lektiehjælp, når jeg ikke lige har mulighed for at spørge en lærer eller mine forældre”, siger elev Nicolai Kjær, 3. g.

Rektor Jeppe Kragelund fremhæver, at det indledende arbejde med ChatGPT har kastet lys over flere centrale aspekter ved teknologiens anvendelse i undervisningen:

Artiklen fortsætter under annoncen

”Mens nogle af vores elever bevæger sig helt ubesværet i det digitale univers, bruger andre chatbotten ukritisk og uden refleksion. Derfor er det afgørende, at vi lærer vores elever at forholde sig kritisk til det, som robotten spytter ud, så den bliver et læringsværktøj og ikke en substitut for deres egne tanker og færdigheder”, siger Jeppe Kragelund.

Kunstige intelligenser har ikke evnen til at tænke selvstændigt og kan dermed ikke skelne mellem fakta og ofte anvendte formuleringer på nettet. Der er derfor en risiko for fejlinformation, og/eller at chatbotten svarer ud fra et bestemt verdenssyn. En chatbot er desuden begrænset ift. aktualiteten af viden og i sin evne til at udvise empati. Den genererer svar baseret på mønstre i data inden for en bestemt tidsperiode og har ingen følelsesmæssig intelligens.

Det er netop de indsigter, der vil guide Alssundgymnasiet i arbejdet med kunstig intelligens, og i den kommende tid vil eleverne få mulighed for at opleve integrationen af bl.a. chatbots i undervisningen. Med denne innovative tilgang er gymnasiet klar til at udforske det spændende potentiale, som AI-teknologien bringer med sig.

12. maj 2024 Sport, Sønderborg

Både tennisdamerne og -herrerne vandt

12. maj 2024 Sport

Damerne vandt 6-0 over Aarhus 1900 og herrerne vandt 5-1 over Tarup-Pårup fra Odense Begge hold var sat til at spille hjemme i Kurhusskoven i perfekte rammer med sol, nyudsprunget skov og rigtig gode grusbaner. Mange tennis interesserede kiggede da også forbi lørdag fra klokken 11:30, hvor herrernes 2. divisionshold lagde ud, inden det stærke […]

Læs mere...