Anmeldelse af Ensemble 1585s koncert i Riddersalen

Ensemble 1585. Foto: Mihaela Oprea
Ensemble 1585. Foto: Mihaela Oprea
22. november 2020 Kultur Skrevet af: Redaktion

Claus Munchow anmelder lørdagens koncert i Riddersalen:

De ligner en storfamilie som de træder ind på scenen, og man oplever endnu en gang at alder er uden betydning når musikken spiller. Og så kan den søde musik bare blive hængende i luften. Ensemblet, som er stiftet i 2018, består faktisk af to ægtepar og et far-datter-par. Dertil er en tysk tenor, som så vidt undertegnede har kunnet følge med, kommet til senere, skriver Clus Munchow i sin anmeldelse.

Bebrejdet af en orgelkollega at han ikke angav hvilket tempo han ønskede sin musik spillet i, skulle Bach have svaret: ”Hvis du ikke kan finde dit tempo til min musik, skal du holde dig fra den”.

Artiklen fortsætter under annoncen

Dette fundamentale mantra for ægte interpretation synes at være ensemblets ledetråd. Ikke noget med historisk korrekthed, en vis opførelsespraksis eller tidens trend. Ifølge programmet har de fundet deres forhold til musikken når de søger fyldighed i klangen, overdådig ornamentik og den uimodståelige rytmiske fremdrift, som er barokkens egentlige udtryk. Så skader det ikke at de med Ulrik Spang-Hansen på orglet har en også fremragende jazz-pianist.

Det er musikere, som til stadighed finder deres eget forhold til den gamle musik, der holder den levende. Og så er der åbenbaringer uden grænser at hente i de gamle noder.

Artiklen fortsætter under annoncen

Men de kan også selv, de gamle noder, man skal bare finde dem. En åbenbaring, for undertegnede, har Ensembel 1585  fundet i form af en sonate for violin og continuo af Giovanni Antonio Pandolfi Mealli (ca. 1630 – 1707).

Hvem er det?

Det er i hvert fald en komponist som har leveret det i særklasse mest syrede stykke gammel musik jeg nogensinde har hørt.

Her fandt Mo Yi sandelig sin egen tolkning ved ikke at lægge fingrene imellem – om jeg så må sige – hun gav den hele armen. Fra komponistens side skred musikken fremad som om den ikke kunne finde ud af hvor den ville hen, og frustration herover udløste et tilbagevendende raseri. De små ansatser til ’normal’ barokmusik varede kun kort, så vendte galskaben tilbage. Og Mo Yi slap fingrene løs. Det var vildt imponerende.

Artiklen fortsætter under annoncen

En anden åbenbaring var af informativ art. Ulrik Spang-Hansen fortalte at Corelli (1634 – 1713) opførte musik med flere end 120 musikere. De var festlige, de gamle dage.

Lørdag måtte de seks komponister nøjes med fem musikere. Som karakteristisk for musikforeningens koncerter var det suverænt instrumentalt overlegne musikere. Den tilføjede tenor var også helt fremragende, og en sangers deltagelse udvider både repertoiret og udtrykket væsentligt. Han medvirkede i fire af de ni numre.

Artiklen fortsætter under annoncen

Blikket på Anne Agerskov

Trods hendes meget tilbagetrukne plads ved cembaloet måtte vi lokale kaste længselsfulde blikke efter Anne Agerskov. I august i år tiltrådte hun en stilling som domorganist og domkantor ved Aarhus Domkirke. Så kan man ikke komme højere, hvis man vil blive i hovedlandet.

Med udgangspunkt som ung organist og korkantor i St. Marie Kirke var hun en utrættelig initiativtager og koncertarrangør rundt omkring i Sønderborg, og som formand pustede hun nyt liv i byens Musikråd.

Artiklen fortsætter under annoncen

Det var også læreår for hende og vi kan glæde os over at vores by har så rigt varieret et musikliv, at Anne Agerskov kunne folde sig ud med succes overalt, hvor hun ønskede det. Helt afgørende stod der et veletableret og perfektioneret motetkor klar, da hun overtog embedet i St. Marie Kirke efter Helge Granum i 2014. Det gjorde hende klar til også at sige ja til korkantordelen af embedet Århus Domkirke.

Hun ønskes et rigt musikliv i den jyske hovedstad og forhåbentligt kommer vi til at se og høre hende jævnligt her i hendes egentlige hjemegn.

Ensemble 1585

Tenor Markus Schäfer, professor ved Hannover Hochshule für Musik

Violinist Mo Yi, professor ved Det Jyske Musikkonservatorium

Violinist Ida Spang-Hanssen, solistklassestuderende ved Det Jyske Musikkonservatorium

Cellist Gert von Bülow, tidligere professor ved Rostock Hochschule für Musik

Organist Ulrik Spang-Hanssen, professor ved Det Jyske Musikkonservatorium

Organist  – her cembalo – Anne Agerskov, organist og domkantor ved Aarhus Domkirke

 

 

19. marts 2024 Augustenborg, Frivillige

Øvelse: Bilbrand blev til industribrand

19. marts 2024 Augustenborg

Mandag aften var der øvelse på programmet for de frivillige brandmænd i Augustenborg-Bro Brandværn, som blev kaldt ud til: Bilbrand i det fri. Brandmændene sprang i brandbilerne og kørte til Industrivej i Augustenborg og på vejen ser de en anden frivillig brandmand, Klaus Iskov, som stod og vinkede. Ham kørte de hen til, men det […]

Læs mere...