Bente Rey, formand for Handicaprådet i Sønderborg, skriver:
Nu er der igen gang i debatten om kommunernes sagsbehandling på handicapområdet, herunder behandlingen af sager for børn med et handicap. Baggrunden er, at Ankestyrelsen i den seneste statistik melder ud, at kommunerne i halvdelen af alle sager på landsplan træffer en forkert afgørelse og/eller at sagen sendes tilbage til kommunen, fordi sagen ikke er tilstrækkelig oplyst.
Sønderborg ligger over gennemsnittet af sager, som Ankestyrelsen ikke kan godkende og som bliver omgjort og/eller tilbagesendt til kommunen. I en landsdækkende avis har Ankestyrelsen kraftigt kritiseret tre navngivne kommuner, herunder Sønderborg.
Borgmesteren er på SønderborgNYT citeret for, at han finder ‘det ligger indenfor skiven af, hvad vi kan leve med’.
Jeg har tidligere givet udtryk for, at de udfordringer, som er præsenteret inden for sagsbehandlingen på børneområdet ikke udelukkende – og måske i virkeligheden slet ikke – drejer sig om penge eller flere ressourcer.
Indfør kvalitet i sagsbehandlingen
Det drejer sig om kvalitet i sagsbehandlingen i første omgang – altså allerede ved behandlingen af sagen i kommunen. Det er princippet om, at man altid skal sikre, at sagen er korrekt i 1. instans. Det er billigst for samfundet og absolut bedst for borgeren.
Det skal her nævnes, at Dansk Handicap Forbund i Handicaprådet er i en konstruktiv dialog med specielt forvaltningen, som håndterer børneområdet, hvor vi selvfølgelig har forskellig opfattelse og tilgang til sagerne – men hvor Dansk Handicap Forbund bifalder de tiltag, som i hvert fald børneområdet har gjort indtil nu og fortsætter med, da det område er bevidst om, at det kræver ændringer. Men det kræver endnu flere ændringer over tid, hvis borgerne skal sikres deres lovbestemte retssikkerhed i sagsbehandlingen.
I den forvaltningsretlige teori er der enighed om, at sagerne i 1. instans ikke altid kan ramme plet og altid være fuldt korrekte og 100 procent rigtige.
Der er mange gode grunde til, at det forholder sig sådan. For det første er lovgivningens kompleksitet sådan, at der kan være fortolkningstvivl, hvilket kan betyde, at ankeinstansen alene af den grund er uenig med kommunen. For det andet kan der være såkaldte gråzoner i lovgivningen, hvor der kan være god grund til at få ankeinstansens holdning, således der træffes principafgørelser, som er med til at tydeliggøre praksis på området.
Ingen andre fejler så meget
De nævnte synspunkter gælder for alle forvaltningsgrene, det vil sige skatteområdet, det tekniske område, miljøområdet etc. etc. På ingen af områderne er der en situation, hvor 50 procent af sagerne ”rammer forbi” det rigtige resultat. Mig bekendt har der inden for nogle af de nævnte forvaltningsområder været tale om, at op til 1/3 af sagerne gøres om ved ankeinstansen og her er der faktisk tale om en lovgivning med en kompleksitet og ændringshyppighed, der overstiger det sociale handicapområde.
På den baggrund er det forunderligt, hvordan vores borgmester kan udtrykke, at vi ligger indenfor skiven af, hvad vi kan leve med. Det er min opfattelse, at vi rammer helt ved siden af skiven. Det du’r simpelthen ikke og vi kan ikke hurtigt nok få vendt skiven, sådan at vi ikke udsætter borgere og børn med handicap for en uanstændig og uacceptabel retstilstand.
Borgmester Erik Lauritzen har reageret på Bente Reys debatindlæg: Borgmesteren fortæller om kommunens klagesager
