Det er ikke et enigt byråd – men et flertal – som bakker op om Sønderborg Lufthavn

12. juli 2023 Politik Skrevet af: Ole Kæhler

Det fremgår af masterplanen for udbygning af Sønderborg Lufthavn og et tillæg til ejeraftalen for Sønderborg Lufthavn, at ejerne B&MC Holding og Sønderborg Kommune hver skal skyde 46 millioner kroner ind  til modernisering af lufthavnen i fase 1 og 2.

Tirsdag fortalte lufthavnens ejere om investeringen på et pressemøde.

Frigivelsen af den kommunale del af pengene blev godkendt på et lukket byrådsmøde i slutningen af juni, hvor 29 byrådsmedlemmer stemte for. Stefan Lydal fra Dansk Folkeparti deltog ikke i mødet og Enhedslistens Asger Romme Andersen stemte imod og han kom med en såkaldt mindretalsudtalelse:

Artiklen fortsætter under annoncen

”I Enhedslisten Sønderborg er vi bekymrede for, at udvidelsen af lufthavnen og udvidelsen af lufthavnens aktivitetsniveau vil være til skade for klimaet. Herudover mener vi, at det er i strid med Sønderborg Kommunes strategi om at markedsføre sig selv og de lokale virksomheder som nogle, der går foran indenfor energieffektivitet og grøn omstilling”, sagde han ifølge referatet fra det lukkede møde.