John Engelbrecht: Tankespind i højhastighedstempo

Arkivfoto
Arkivfoto
25. januar 2015 Kultur Skrevet af: Ole Kæhler

Søndag eftermiddag sad 130 mennesker og lyttede intenst til filosof og foredragsholder John Engelbrecht, der

dryssede guldkorn og popkorn i et tempo, der kunne tage pusten fra langt de fleste. Højhastighedsforedrag om langsomhed og humor.

Rammen var Kultursalen i Augustenborg, hvor Hallens Venner havde inviteret enhver, der havde lyst til at blive lidt klogere på sig selv, livet og til at træde lidt på bremsen og mærke, om der skal rettes ind eller ud, inden hverdagene igen kalder os ud på livet vej. Margueritte-ruten eller motorvejen.

Artiklen fortsætter under annoncen

“De stræbsomme samler på viden, men fordi de har ryggen mod muren ser de ikke skriften på væggen”, siger John Engelbrecht. Vi skal altså ikke bare give os helt til jobbet. Så bliver det til en last.

“Finder du ikke balancen, så lander du i ambulancen”, siger han og tilføjer sin forklaring på stress.

“Stress kommer, når der er for meget om ørerne og for lidt mellem dem”.

John Engelbrecht er en særdeles brugt foredragsholder, der kan fortælle, han har været de utroligste steder i verden for at holde oplæg – og han kan afsløre, at den svenske kongefamilie har toiletkummer af kinesisk porcelæn i deres sommerbolig og også fortælle om dengang, hvor han var med til at grundlægge Thylejren.

Artiklen fortsætter under annoncen

Humoren som kobling

Humor er en måde at se eller opleve livet på. Det betyder ikke, at humor helbreder alle sygdomme eller fjerner alle sorger.

“Men humor er en tilstand af opstemt fortvivlelse, en sjælelig elastik, følelsernes overløbsrør”, siger John Engelbrecht. Når han rejser rundt i landet med sine foredrag, så er humoren altid en af de faste ingredienser.

“Humoren er afvæbnende og kommer der en sjov historie eller pointe, så kan det følges op med det afgørende stød, den linie, der er yderst vigtig og den vil sætte sig, fordi barrikaderne ikke er oppe”, siger John Engelbrecht. Latter løsner og befrier.

Artiklen fortsætter under annoncen

Gymnastikguruen Godtved sagde altid, at vi både skal hulke og klukke.

“Det er hende med det med, at du skal i form for ikke at blive deform”, siger John Engelbrecht og fortæller, at hver enkelt af os kan blive vor egen skaber, hvis bare vi har egenskaber.

Mænd og kvinder

“Mænd har mere forstand end kvinder, men kvinder har mere fornuft end mænd. Mænd har mere viden og kvinder mere følelse, mænd har kant og kvinder kurver. Hos nogle kvinder kan man kalde kavalergangen for Silicon Valley og her er de de flotte buer og kurver.  Man kan sige, at forstanden er gået fra fornuften og de må finde sammen igen. Vi skal samle det splittede, hele det syge”

Artiklen fortsætter under annoncen

“Vi skal lære, bære, ære være, kærlige, ærlige og begærlige, frække, frejdige og fromme. I enhver mand er der en konge og i enhver kvinde en dulle. Ganske som plat og krone på en mønt”, siger John Engelbrecht. Pludselige strejfer det ham, at der er mænd, der er impotente:

“Det er det, der sker, når tyngdekraften overstiger tiltrækningskraften” og det får ham over på manden, der havde fået skrevet en tekst på konens gravsten:

“Alene tanken, om vi mødes igen, holder mig i live”.

Artiklen fortsætter under annoncen

“Forresten snorker kvinder mere end mænd og forklaringen er, at de bruger natten på at spole stemmebåndet tilbage”, siger filosoffen.

Kulturen

Kultur er alt det, der forædler og de fleste steder er der frivillige ildsjæle, der løfter.

“Det, du gør for andre, kan dit liv forandre”, siger filosoffen så der er gode gevinster at hente i den frivillige verden. Også for dem, der laver ældrekurserne: “Fra hårnet til internet”.

“Sammen med flere kan vi gøre mere”, tilføjer John Engelbrecht, der er en sand ordkunstner, som forstår et koble humor og filosofiske tanker sammen på en måde, så de både fænger og fanger.

“Hvis du lukker dig selv inde, så lukker du dig selv ude”.

Kultur er også vore mange kirker.

“Men de er låst af, fordi man ikke kan Gud og hver mand rendende”, siger foredragsholderen og husker, at præster egentlig burde sige:

“Herren velsigne dig og forbavse dig”.

Kultur er jo også at blive forbavset over noget, blive overrasket, overvældet.

“Det får os til at undres og stille spørgsmål – og kun de, der har spørgsmål, har en fremtid”.

Kreativ langsomhed

John Engelbrecht er den lykkelige ejer af et gammelt træskib, der ligger i Middelfart.

“Når jeg er fortaler for langsomhed, så er det rigtigt at have det liggende i Middel-fart. Meningen er, at det skal være et fragtskib, der sejler med tankegods”, siger han. Tankegodset kan være de små vise citater, som filosoffen maler på det drivtømmer, han samler ved stranden i Kandestederne. Han kalder skriverierne for langsomhedscitater.

“Drivtømmer kommer altid i land, når altid i mål og lander fint afrundet og uden skarpe kanter. Det er med drivtømmer som med vin, der er lavet af ædle, modnede druer – begge bliver bedre med tiden”, siger John Engelbrecht. Mennesker modnes også med alderen og de bliver vise.

Modsætningen til drivtømmer og ældre vise mennesker er de travle, forjagede højhastighedsmennesker, som vælger overhalingsbanen og først af alle finder frem til altings ende.

“Så hellere have det som B-mennesker, der siger: Hellere ledig end svedig. De kalder det jobrotation, når de vender sig på divanen “.

Vi har vores egne tragedier

Der findes ingen mennesker, der bare har levet i konstant medvind og psykisk sundhed er en utopi. Den kræver nemlig, at alle problemer løses, når de opstår og intet må skubbes foran.

“Jeg er holdt op med at feje problemerne ind under gulvtæppet. Der er ikke plads til flere”, siger John Engelbrecht.

“Du kan ikke springe over din egen skygge, men du kan kaste lys på den”, siger John Engelbrecht. Og er der humor i det lys, så er alting lettere at bære.

Kort sagt: Stop en halv – og bliv hel.

 

 

 

 

1. maj 2024 Politik, Sønderborg

Borgmesteren holdt en 1. maj-tale om velfærd og krig

1. maj 2024 Politik

Gennem årene er der sat spørgmålstegn ved, om der er brug for en kampdag eller en kamp. Har vi ikke opnået stor velstand og fået et godt velfærdssamfund? Er der noget at kæmpe for som socialdemokrat eller som fagforening? Sådan indledte borgmester Erik Lauritzen sin 1. maj-tale fra talerstolen ved FH Sønderjyllands 1. maj-arrangement i […]

Læs mere...