March mod Ensomhed viser mulighederne for fællesskab

24. august 2023 Augustenborg Skrevet af: Ole Kæhler

Borgere i Sønderborg Kommune går sammen mod ensomhed, når March mod Ensomhed igen lægger vejen gennem kommunen den 2. og 3. september. Lørdag den 2. september går turen fra Fynshav til Sønderborg Rådhus og søndag den 3. går turen fra Sønderborg Rådhus til kommunegrænsen mod Aabenraa.

“Her i vores kommune er der omkring 7000 enlige og en stor del af dem har ikke et netværk og er altså uønsket alene. Dem kan vores 150 frivillige foreninger hjælpe, hvis de ufrivilligt alene altså kommer ud ad døren og går ind i et foreningsfællesskab”, siger frivilligkonsulent Johnny Gammelgaard Alfsen til SønderborgNYT.

Artiklen fortsætter under annoncen

Når Patrick Cakirli, der initiativtager til March mod Ensomhed, går igennem Sønderborg Kommune, så er han i den eneste kommune, der har et fastlagt program for marchdagene.

Jespers Pølser gi’r ringridere

De tidligere år har Sundhedsudvalget betalt Jespers Pølser for at stå klar med ringridere et sted på ruten.

“Men det er der ikke penge til længere og det ringede jeg og fortalte Jesper. Overraskende nok sagde han, at March mod Ensomhed er et godt initiativ og det bakker han op om og han vil gerne gi’ ringridere til deltagerne”, siger Johnny Gammelgaard Alfsen.

Artiklen fortsætter under annoncen

“Natten mellem lørdag og søndag skal Patrick Cakirli sove på Hotel Sønderborg Kaserne – og det er hotellet, der kvit og frit stiller et værelse til hans rådighed”.

Oplysninger på turen

Flere steder på ruten bliver der sat plancher op, hvor der er oplysninger om foreninger, som kan hjælpe ensomme ud af ensomheden.

“Det er også sådan, at når rigtigt mange går sammen, som kommer hver enkelt til at gå og småsnakke med en ret stor del af de andre – også med nogle, som de aldrig tidligere har snakket med – og når vi samles i Frivillighedens Hus efter marchen, så er der et foredrag om ensomhed”, siger frivilligkonsulenten.

Artiklen fortsætter under annoncen

Han fortæller, at der via March mod Ensomhed var fem personer, som meldte sig ind i en frivillig forening, hvor der er en god chance for at knytte nogle bånd og få en ven eller flere. Vejen ud af ensomhed er fællesskab.

“Efter marchen sidste år var der ni, som meldte sig ind i foreningerne og jeg ved godt, at ikke er et stort antal, men det er da i alt 14 mennesker, som efter ensomheedsmarcherne ikke længere er ensomme og det tæller også “.