Onsdag tager politikerne stilling til om gadelysene skal tændes om natten

21. november 2023 Politik Skrevet af: Ole Kæhler

Gadelysene i hele kommunen slukkes til midnat og de tændes igen klokken 05 – men det kan ændre sig, når der onsdag holdes et ekstra møde i Teknik, By og Boligudvalget, hvor det eneste emne er: Gadelys.

Jesper Kock, som lige for tiden er vikar i den socialdemokratiske byrådsgruppe, fortalte forleden, at gadelyset har været et emne i Teknik, By og Boligudvalget.

“Her fik jeg resten af udvalget med på, at vi på et ekstra møde tager stilling til, om der skal tændes for gadelyset hurtigst muligt og jeg ser gerne, at der bliver tændt lys i bykernen og ved havnen”, sagde han til SønderborgNYT.

Artiklen fortsætter under annoncen

At gadelysene slukkes fra midnat skyldes energikrisen, hvor strømmen steg væsentligt – og kommunen skulle spare.

“En stor del af gadelamperne er med LED-lys, så det er begrænset, hvad der spares på dem – og med lidt fantasi kan vi vel finde en model, så der tændes lys de steder, hvor det er vigtigt for trygheden”.

Og nu er der hele fem muligheder, som Teknik, By og Boligudvalgets medlemmer kan vælge imellem:

Scenarie 1: Annullere natslukning i Sønderborg by.

Scenarie 2A: Annullere natslukning i Sønderborg, Gråsten, Nordborg, altså i større byer.

Artiklen fortsætter under annoncen

Scenarie 2B: Annullere natslukning i Sønderborg, Gråsten, Nordborg natten mellem torsdag-fredag, fredag-lørdag og lørdag-søndag, igen de større byer.

Scenarie 3: Annullere natslukning i Sønderborg, Gråsten, Nordborg, Broager, Dybbøl, Hørup, Augustenborg og Guderup, det vil sige i større og mellemstore byer.

Scenarie 4: Annullere natslukningen i hele kommunen.

Scenarie 5: Bevar natslukning af gadelys i Sønderborg Kommune som den er i dag.