Bente Larsen bliver chef for Social og Senior

Arkivfoto
Arkivfoto
4. februar 2015 Politik Skrevet af: Ole Kæhler

Bente Larsen, der har været konstitueret i jobbet som direktør i forvaltningen Social og Senior i Sønderborg Kommune siden august sidste år, er nu ansat som direktør.

Ansættelsen blev godkendt på byrådets lukkede møde onsdag aften.

Bente Larsen er uddannet sygeplejerske i Sønderborg og har arbejdet i sygehusvæsnet i 28 år. I 2002 blev hun ældrechef i Augustenborg Kommune frem til kommunesammenlægningen i 2007. Hun har haft forskellige lederstillinger i Sønderborg kommune, senest som chef for hjemmeplejen, hjemmesygeplejen og sundhedsområdet inden hun sidste år blev konstitueret som direktør.

Artiklen fortsætter under annoncen

Bente Larsen har forskellige lederuddannelser, bl.a. en diplomuddannelse inden for erhvervsledelse i 1997 og en Master i Public Management i 2002.

Som direktør for Social og Senior står hun i spidsen for et stort forvaltningsområde med et budget på ca. 1,1 mia. kr. Området omfatter plejecentrene, hjemmeplejen, handicap- og socialpsykiatrien, misbrugsområdet, visitation til ydelser, dagcentre/daghjem, ældreboliger, korttidspladser og hjælpemiddeldepot m.v.

Forvaltningen betjener to politiske udvalg, socialudvalget og seniorudvalget.