Dødsulykken i København, hvor en flok vandscooter-bøller ræsede rundt i havnen og en båd blev torpederet så kraftigt, at to mennesker døde, har sat debatten om vandscootere i gang i hele landet.
“Vi bliver ringet op af Havnekontoret, når der er problemer med vandscootere eller speedbåde i Sønderborg”, siger den lokale politichef, Preben Westh, til SønderborgNYT.
“Først af alt vil jeg lige sige, det ikke er alle vandscooterførere, der drøner afsted som sindsyge, men blot nogle af dem”, siger han. Det er vigtigt for ham, vi ikke går og tror, at alle vandscooterejere er lovbrydere.
“Vi er nogle gange på vandet for at tjekke speedbåde og vandscootere, men sådan nogle ture skal altid planlægges i god tid og det kræver meget held lige at ramme en dag, hvor der er stor aktivitet”, siger Preben Westh.
“Heldigvis kan vi få fat på sejlende fartbøller, når de kommer i land”, siger Preben Westh videre.
Politiet drøfter lige for tiden, hvordan de hurtigere kan komme på vandet, hvis der ringes efter dem.