Flere end 200 mennesker indfandt sig søndag eftermiddag i Sønderborghus, hvor Brecklings Bogcafé havde besøg af LINAK-ejer Bent Jensen til en samtale om bogen, Den bedste idé, der handler om netop Bent Jensen og LINAK.
Vanen tro tonede Allan Breckling alene frem på scenen og bød velkommen, hvorefter Bent Jensen kom ind – og han noterede sig, at de stole, som han og Breckling skulle sidde på, de kunne have været lavet bedre.
“De er jo lavet af gamle vandrør. Tror du ikke, vi skal sponsorere et par stole til bogcafeen”, sagde Bent Jensen, som så bad forfatteren til bogen, Den bedste idé, der sad i salen, om at rejse sig. Det gjorde han og der blev pænt klappet.
“Det er ham, der har skrevet bogen og halvdelen af det, der står i den, har han selv fundet på”, sagde Bent Jensen.
Allan Breckling ville gerne have styringen og få hul på snakken om bogen og han sagde så til Bent Jensen:
“Der skal mod til at være ærlig”.
“Hvorfor det. Jeg har jo lige sagt, at forfatteren selv har fundet på det meste. Nå, men jeg har aldrig prøvet det her før. Hvor kom vi fra”, lød det fra dagens hovedperson.
Bent Jensens mor døde i hans helt unge år og det fik Allan Breckling til at spørge ind til, hvilket forhold han havde til sin far.
“Da min mor døde, gik mit liv i stå. Indtil da havde alt været i farver. Min far lærte mig meget om mekanik og jeg kunne godt li’ at være på værkstedet og lave nogle ting, prøve om de virkede. Han hjalp mig med at lave sæbekassebiler med knallertmotor på”, sagde Bent Jensen og tilføjer, at han ikke havde det, som man kalder et tæt forhold til sin far.
“Det var en tid, hvor børn ikke måtte sige noget, når voksne talte – og i dag snakker børn jo hele tiden”.
“Ja og de går fra bordet, inden alle er færdige med at spise”, sagde Allan Breckling.
Det er efter Bent Jensens mening en glimrende idé.
“Så kommer der sådan en dejlig ro”.
Bent Jensen kom i lære som maskinarbejder på Danfoss og fra den tid lod han sin far passe sit, mens han selv passede sit eget. Han mødte Lene og de blev kærester. Han begyndte også at sove hjemme hos hende.
“Om aftenen kunne jeg snige mig ud, uden min far opdagede det og så køre knallert hjem til Lene. Næste morgen skulle jeg bare nå hjem, inden han stod op”.
Med tiden fik Bent Jensen og Lene, som han iøvrigt stadig er sammen med, fat i en lejlighed og da Bent Jensen skulle flytte ind, så skulle sengen hjemmefra selvfølgelig med.
“Da en af mine venner og jeg var ved at bære den ned ad trappen kom min far. Han spurgte bare, om jeg var ved at flytte og det var jeg jo”.
I sine unge dage havde Bent Jensen en bas og han spillede også med i en gruppe.
“Men en morgen, da jeg vågnede til clockradioen hørte jeg en polka og jeg sprang ud af sengen og dansede. Sådan noget musik ville jeg lære at spille. Jeg lånte en violin af en af Lenes kolleger, strøg buen hen over strengene – og den sagde ikke en lyd”, fortalte Bent Jensen. Der lærte han, at buen skal have harpiks og siden er det gået rigtigt godt med spillemandsmusikken.
“Jeg kan også godt li’ irsk musik”.
Netop dét havde Breckling hørt og derfor trådte Dennis McLauglin ind på scenen med sine guitarer og sang to irske sange. Dennis MacLaughlin er irer, men har boet i Sønderjylland i mange år.
Efter sangene annoncerede Allan Breckling, at der kom et kvarters pause.
Bent Jensen mente, at de også kunne blive siddende og så bare forsætte.
“Når vi bliver færdige, så går jeg nemlig hjem”.
He er der billeder fra Brecklings Bogcafé.
