Minister tager Sønderborgs ældreråd med på råd

13. april 2022 Politik Skrevet af: Redaktion

Det nyvalgte ældreråd er for længst i arbejdstøjet og allerede i første kvartal i år har flere institutioner og foreninger fået besøg af rådets medlemmer, hvoraf alle – på nær to – er nyvalgte og derfor nysgerrige efter at sætte sig ind i det arbejdsfelt, de skal virke i.

”Det har været spændende besøg og temadage, og vi har tænkt os at fortsætte. Vi vil blandt andet i den kommende tid mødes med bruger- og pårørenderåd på plejecentrene for at være klædt på til møder med Social-, Senior- og Handicapudvalget. Vi skal tale med udvalget om den forestående revision af Værdighedspolitikken”, fortæller ældrerådets formand, Kirsten Bielefeldt, i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter under annoncen

Ældrerådet har også i sin korte levetid haft mulighed for at deltage i et virtuelt møde med ældreminister Astrid Kragh.

”Det var meget spændende at få den mulighed og godt at høre, at ministeren gerne vil besøge vores kommune for at høre mere”, fortæller Kirsten Bielefeldt og fortsætter:

”Vi lagde i vores input til ministeren vægt på, at det er vigtigt, at det skal være let for ældre at finde ud af, hvilken hjælp de realistisk kan få, og at afgørelser om ansøgt hjælp skal være lette at læse. Afgørelsen skal fremgå af de første tre linjer af et brev. En ny ældrelov skal ligeledes afspejle, at ældre i dagens Danmark ikke nødvendigvis har børn og børnebørn boende lige i nærheden – velfærdssamfundet skal støtte op, når netværket ikke kan. Vi peger også på, at journaler skal være tilgængelige på tværs af sektorer for at sikre den bedste pleje og behandling. Og at frit valg er fint, men ikke når det drukner i et bureaukrati af udbud, prisfastsættelse, kvalitetsstandarder og afgørelsesbreve”, refererer hun.

Artiklen fortsætter under annoncen

Kirsten Bielefeldt fortæller, at der hidtil ikke er sagt meget om, hvad den nye Ældrelov kommer til at indeholde, og at de derfor skød lidt med ideer som med spredehagl:

”Vi gjorde opmærksom på, at bloktilskuddene på ældreområdet bør justeres, så de ikke fordeles efter indbyggertal, men efter antallet af ældre borgere – Sønderborg har flere borgere på 80+ end den gennemsnitlige danske kommune. Og vi hilser meget velkommen, at der tages fat på afbureaukratisering. Men vi er samtidig spændt på, om man fra centralt hold vil følge trop og lempe kravene til statistik og benchmarking – det er jo en forudsætning. Overordnet er vi sikre på, at både sundhedspersonalet og borgerne gerne ser, at der primært bruges tiden på pleje frem for dokumentation. Det går vi også ind for, men er spændt på processen og resultatet”.

Artiklen fortsætter under annoncen

”Det er nyt og ukendt med lovgivning for en bestemt aldersgruppe. Vi ved heller ikke, hvordan den kommende sundhedsreform vil spille ind på ældreområdet. Så vi er generelt meget spændt på både den nye Ældrelov og arbejdet med afbureaukratisering”, siger Kirsten Bielefeldt.

2. maj 2024 Politik, Sønderborg

To partier vil ikke spare på fysio- og ergoterapi til børn og unge

2. maj 2024 Politik

Socialdemokratiet og Enhedslisten ønsker ikke at gennemføre besparelser på fysio- og ergoterapeuter, men vil foreslå at annullere besparelser for en million kroner på netop den støtte til børn og unge. Fordi det står klart, at de foreslåede besparelser på fysio- og ergoterapeutisk støtte til børn og unge ikke kan gennemføres uden kraftige forringelser for hjælpen […]

Læs mere...