Beboer fra botilbud er anholdt

10. januar 2022 112 Skrevet af: Ole Kæhler

Der har tidligt mandag morgen været et sammenstød mellem to beboere uden for Botilbuddet Ellebo i Havnbjerg, hvor en beboer har overfaldet en anden. Overfaldsmanden blev anholdt af politiet.

“Han blev fremstillet i et grundlovsforhør i Retten i Sønderborg klokken 16”, siger vagtchef Erik Lindholdt fra politiet til SønderborgNYT.

Den 30-årige beboer blev varetægtsfængslet for grov vold i fire uger i surrogat. Han nægter sig skyldig, men varetægtsfængslingen er ikke anket, oplyser politiet.

Artiklen fortsætter under annoncen

Alle øvrige beboere har ikke været direkte berørte af hændelsen, men de er berørte af situationen, fortæller Helle Schultz, Psykiatri- og Handicapchef.

“Der er ro på beboere og personale, men vi har indkaldt ekstra personale til at tage sig af beboerne. De medarbejdere, der har været involveret i forløbet, bliver som vanlig tilbudt akut krisehjælp. Pårørende er orienteret til formiddag”, siger hun.

Botilbud Ellebo ligger i Havnbjerg og er et botilbud for voksne med autisme i middelsvær grad. Ellebo består af tre afdelinger med hver fire lejligheder og har plads til i alt 12 beboere i hver sin lejlighed. Botilbuddet er bemandet fra kl. 07 til 23 alle ugens dage.

Artiklen fortsætter under annoncen

Politiet er ved at efterforske sagen.