Fedmeindsats flytter fokus fra krop til hjerne

14. april 2021 Samfund Skrevet af: Redaktion

I Sønderborg Kommunes Sundhedscenter har man gennem en række forskellige initiativer opbygget erfaringer med at vejlede borgere, der gerne vil tabe sig. Mange har igennem årene fået god hjælp. Men en af erfaringerne er, at der er en stor målgruppe, der enten slet ikke melder sig til et traditionelt vægttabsforløb, eller ikke får et varigt vægttab ud af det. En ny projektindsats til borgere med overvægt drager nyttige at egne erfaringer og ny viden om sammenhængen mellem overvægt, livsstil og mental sundhed.

Artiklen fortsætter under annoncen

Fedme betyder, at kroppens fedtdepoter er øget i en grad, så der er forhøjet risiko for følgesygdomme, blandt andet hjerte-kar-sygdomme, sukkersyge og kræft.

Projektet hedder ”Bæredygtig livsstil – mad, krop og mental sundhed” og varer halvandet år fra den 1. juni 2021 til den 31. december 2022.

“Det er i højere grad det, der sker mellem ørerne, vi skal have fat i. Den nye tilgang, som vi nu prøver af, er meget mere en mental indsats, end den mere traditionelle vægttabskonstellation, hvor fokus primært har været på vægt, kost og motion”, siger formand for Sundhedsudvalget, Helge Larsen i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter under annoncen

Når borgerne fra  juni tager imod hjælp fra kommunen til at smide de overflødige kilo, vil der stadig blive arbejdet med mad og motion, men den mentale sundhed vil fylde meget mere i forløbet. Som noget nyt bliver der knyttet en psykolog til indsatsen. Deltagere starter med en god afklarende samtale, hvor det bliver tydeligt, hvor det egentlig er skoen trykker, og hvad der skal til for at opnå et varigt vægttab.

“Vi tror, rigtig mange kan opnå en mere bæredygtig livsstil ved at flytte fokus væk fra maden og mere over på det mentale. Succesen skal ikke måles på vægten, men på om man lykkes med en bæredygtig livsstilsændring”, siger næstformand Didde Lauritzen.

Artiklen fortsætter under annoncen

Ud over de nye tiltag i tilbuddet til borgere med overvægt bliver der fokus på at skabe sammenhold og fællesskab med andre i samme situation. Den støtte og motivation man får i et fællesskab kan være afgørende i forhold til at holde fast i de nye vaner, også når forløbet er slut. Endelig er der – tre måneder efter forløbets afslutning – en opfølgende samtale i Sundhedscentret.