Fredag smutter spejderpigerne fra Broager til Schweiz

Pressefoto
Pressefoto
20. juni 2023 Broager Skrevet af: Ole Kæhler

Sommerferien står for døren og for 30 spejdere og ledere fra de blå spejdere i Dybbøl Division betyder det at turen går mod Verdensspejdercenteret Kandersteg i Schweiz.

Fredag den 23. juni mødes spejderne på Flensborg Banegård for at tage toget til byen Kandersteg i Schweiz, hvor Verdensspejdercenteret ligger, skriver Broager Pigespejder.

Vel ankommet på Kandersteg Spejdercenter venter der en uge fyldt med lejrliv, vandringer op i bjergene, Gletsjer Hike, møde den schweiziske kultur og se den flotte natur i området, besøg i Bern, Riverrafting og mange andre sjove og spændende aktiviteter i og omkring centeret.

Artiklen fortsætter under annoncen

Kandersteg Spejdercenter er fyldt med andre spejdere fra hele verden, så der er rig mulighed for at finde en ny international spejderkammerat samt få mødt og lære andre kulturer at kende.

I år er der det specielle at Verdensspejdercenteret i Kandersteg, kan fejre deres 100års jubilæum og det glæder vi os til at være en del af og håber at det vil give spejderne en masse gode oplevelser.

Efter 8 dage, fyldt med oplevelser, drager spejderne lørdag den 1. juli igen mod Danmark, hvor de forventer at ankomme søndag morgen.

Artiklen fortsætter under annoncen

Spejderne kommer fra fire spejdergrupper i Dybbøl Division, nemlig Broager Pigespejder, Ulkebølspejderne, Høruphav spejderne og Sønderborg Spejderne, der i fællesskab har planlagt turen til Kandersteg Spejdercenter. Deltagerne er spejdere og ledere i alderen fra 9 år til 58 år.

Indtjeningen til turen har grupperne hver især selv stået for, der er bl.a. indsamlet en masse juletræer samt blevet solgt forskellige slags lodsedler. Derudover har vi søgt forskellige fonde og har bl.a. været heldige at få et tilskud fra Fabrikant Mads Clausen Fonden samt 4 nye letsvægtstelte fra Broager Sparekasse som vi glæder os til at tage i brug.

Artiklen fortsætter under annoncen

Spejderne er allerede nu spændte og glæder sig til en forhåbentlig dejlig uge i selskab med deres spejderkammerater.