Oplægget til ny skolestruktur i Sønderborg by skal i høring

10. november 2023 Politik Skrevet af: Ole Kæhler

Nu har Børne- og Uddannelsesudvalget formelt indstillet til Byrådet, at forslaget til ny skolestruktur i Sønderborg By sendes i høring. I budgetaftalen fremgår det, at Ahlmann-Skolen og Humlehøj-Skolen nedlægges fra 1. august 2024, og de to skoledistrikter samles i ét og tilknyttes en ny skole, som skal bo i Humlehøj-Skolens rammer.

Det skal give en ny, attraktiv folkeskole, bestående af de to eksisterende skoledistrikter, som forældre, medarbejdere og elever fra begge skoler og alle undervisningstilbud kommer til at forme skolens identitet, profil, den fysiske udformning mv.

Artiklen fortsætter under annoncen

Det fortæller formand for Børne- og Uddannelsesudvalget, Jesper Smaling, i en pressemeddelelse:

”Børne- og Uddannelsesudvalget har haft en god drøftelse om processen, der skal skabe liv i Midtbyskolen fra det kommende skoleår. I sidste uge havde vi møde med skolebestyrelserne på de to nuværende skoler for at høre deres kommentarer og forslag til processen. Jeg føler mig tryg ved, at processen har fået en god start, og vi vil lægge os i selen for at skabe bred inddragelse og medejerskab ved alle interessenter”, siger han.

Artiklen fortsætter under annoncen

”Vi har brug for en god proces, hvor alle parter omkring den nye byskole løbende bliver inddraget. For det er vigtigt for os, at vi har både forældre, medarbejdere og elever med i arbejdet med at opbygge Midtbyskole. Og nu har vi lavet en proces, der sikrer, at alle relevante parter bliver en del af arbejdet”, siger Jimmy Simonsen fra Venstre.

En del af beslutningen for processen er, at der skal laves en følgegruppe som skal give faglig sparring til forvaltningen i arbejdet – både frem til skoleåbningen og også efter.

Artiklen fortsætter under annoncen

Derudover er der en overordnet beskrivelse af rolle- og ansvarsfordeling samt en overordnet tidsplan. Dertil konkrete aktiviteter, som skal sikre inddragelse, og som blandt andet indeholder fire workshop med den første i december 2023 og den sidste i maj 2024. Løbende vil der blive afklaret spørgsmål i forbindelse med etableringen af den nye skole. Blandt andet er Midtbyskolen en arbejdstitel, og skolens fremtidige navn bliver en del af den kommende proces.

Der vil snarest blive holdt et møde for nuværende og kommende forældre samt elever på Humlehøj-Skolen for at se skolen og høre om processen for Midtbyskolen.

Artiklen fortsætter under annoncen

Forandringerne for elever og forældre

Eleverne fra Ahlmann-Skolen og Humlehøj-Skolen undervises fra den 1. august på den nye skole.

Specialklasserækken på Ahlmann-Skolen undervises fra 1. august på den nye skole.

Modtagerklasser på Humlehøj-Skolen undervises fra 1. august på Ulkebøl Skole.

Der er valg til skolebestyrelsen til den nye skole i foråret med tiltrædelse 1. august.