Sind-medlemmer snørede skoene og tog på påskevandring

8. april 2023 Frivillige Skrevet af: Ole Kæhler

Sind Sønderborg havde vejrguderne med sig, da en gruppe af medlemmerne mødtes ved Støvlen på Kær Vestermark, hvor der var startsted for dagens vandretur.

“Vi har gåture hver anden lørdag, hvor vi mødes et aftalt sted og går i en times tid. Turene planlægges af nogle af vores medlemmer”, siger næstformand Vivi Brit Nielsen til SønderborgNYT. Hun fortæller, at det ikke alene er medlemmerne i Sind, som er med på turene.

“De er åbne for enhver, der synes, at det er godt at komme ud og gå – og nogle gange er det lettere at komme afsted, hvis man skal mødes med andre”, siger næstformanden og fortæller, at de aktiviteter, der er i Sind Sønderborg, de bliver lagt op på foreningens Facebookside.

Artiklen fortsætter under annoncen

Turen i dag, Påske lørdag, var lidt anderledes end de sædvanlige lørdagsture.

“Der var ringriderpølser, da vi kom tilbage til Støvlen og desuden var der gemt påskeæg i skoven og de blev fundet af børnene”, siger Vivi Brit Nielsen.

Du kan SE BILLEDER HER.