Travl dag for Beredskabet

4. januar 2024 112 Skrevet af: Ole Kæhler

Onsdag havde Beredskab Sønderborgs indsatsleder travlt med at køre rundt til borgere, som ringede på grund af oversvømmelser.

“Vi gav borgerne nogle gode råd til, hvordan de bedst muligt kunne beskytte deres boliger og fortalte, hvor de kunne hente sandsække”, siger indsatsleder Jeppe Jørgensen til SønderborgNYT

Der blev også ringet fra biogasanlægget i Glansager.

“Her hjalp vi med at lave en lille dæmning, så der ikke kom vand ind i selve anlægget”.

Regnen ser ud til at fortsætte de kommende dage, og med de store mængder vand, der allerede er faldet, kan det give problemer for husejere, der har deres boliger tæt på vandløb, lavninger og lignende. For at hjælpe borgerne er det i første omgang mulighed for at hente sandsække på brandstationen i Augustenborg, Langgade 22 og på brandstationen i Lysabild, Kegnæsvej 12.