Udsendte soldater fortalte om tiden i krigszoner

20. oktober 2020 Samfund

Mandag aften fortalte fire tidligere udsendte soldater om deres oplevelser udenfor landets grænser. Og det gjorde de efter et besøg i udstillingen Ild & Vand, som er i Borgen i endnu et par uger.

Det er Udsendt af Danmark, der – i samarbejde lokale mennesker fra Folk & Sikkerhed og Veteranforeningen – havde sat scenen i Frivillighedens Hus.

Kommunaldirektør Tim Hansen bød velkommen med at fortælle, at der i Sønderborg gøres rigtigt meget for veteranerne.

Artiklen fortsætter under annoncen

“Jeg har selv ansat veterankoordinator Kim Andersen, der altid er til rådighed for alle dem, der har været udsendt. Og vi har et refugie ved Kegnæs Fyr og selvom I måske ikke føler, at I har brug for det, så tag alligevel derud et par dage. Nyd udsigten, stedet og freden”, sagde Tim Hansen til de veteraner, der var kommet for at lytte.

“Kommunen købte i sin tid kasernen og via Kontaktudvalget for Militære Tradioner, kommer der lidt soldateraktiviteter i bygningen igen”, sagde kommunaldirektøren.

Med første hold i Irak

Tidligere konstabel, Louise Søndergaard Sørensen, har været professionel soldat i syv år og 2003 tog hun med det første hold soldater til Irak.

“Der var en del kvinder med, men de fleste var tolke eller sygeplejersker”, sagde Louise Søndergaard Sørensen.

Hun var blevet ‘prikket’ og det var ikke hendes eget kompagni, hun skulle med.

“Jeg husker, at min første oplevelse var, at vi trådte ud i 50 graders varme og det gjorde vi et enormt øde og ugæstfrit land”.

Sikker på at dø

Der første seks uger i Irak var Louise Søndergaard Sørensen sikker på, at hvis hun blev sendt ud af lejren, så ville hun dø.

“Det havde jeg ligesom indstillet mig på, men jeg overlevede første tur og fik blod på tanden og kunne godt li’ når der skete noget”, sagde hun.

Lejrlivet var krævende, fordi soldaterne selv skulle sørge for alt.

“Vi havde vagttjeneste, vaskede tøj, lavede mad og gjorde rent. Sammen med varmen, mange andre opgaver og så det faktum, at kvinder ikke var helt med i fællesskabet, pressede”, sagde Louise Søndergaard Sørensen.

Hun fortæller, at hun har sin tid som udsendt med sig og det på godt og ondt.

“Men jeg er en funktionel veteran og jeg har ikke noget med mig i bagagen”, sagde hun.

Fællesskabet er det vigtige

Claus Klaris har været sendt ud som stabschef flere gange.

“Jeg husker tydeligt, da en soldat fra vores lejr blev dræbt – og vi hørte det, inden dem, han var sammen med, kom hjem til lejren”, sagde Claus Klaris.

“I lejren trådte vi sammen og tog imod de soldater, der vendte tilbage og sammenkom gennem tabet af den døde soldat”, sagde Claus Klaris, der har været i Makedonien og to gange i Afghanistan.

“Fælleskabet i Forsvaret er stærkt og det er endnu stærkere blandt soldater, der har været sendt ud”, sagde stabschef Klaris, som stadig – efter 31 år – stadig er i Forsvaret og dermed kan blive sendt ud igen.

Han fortæller, at han tydeligt husker, da han holdt jul i en international lejr.

“Vi havde fået juletræer og pynt hjemme fra Danmark og inviterede så soldater fra andre lande over, så vi var sammen om at pynte juletræ og vi otte danskere gav dem et indtryk af vores traditioner. Vi blev til gengæld inviteret på besøg hos dem og det styrkede fællesskabet i lejren yderligere”, sagde Claus Klaris.

Hader systemet

Manja Gravgaard har været konstabel i Aalborg og hun har været i Afghanistan i 2012.

“Og jeg fik opbygget et virkeligt had til systemet”, sagde hun og forklarede:

“Da vi ankom til lejren, blev vi ikke budt velkommen, men heldigvis var der en, der viste os rundt i lejren”.

Hjemme på kasernen var det sådan, at alle hjalp alle.

“Men i Afghanistan var fællesskabet væk og ingen hjalp andre”, sagde Maja Gravgaard.

Det viste sig, at problemet var en delingsfører og det blev tydeligt, da han var på orlov i nogle uger.

“Så begyndte alle at hjælpe alle og alt blev bedre”, sagde Manja Gravgaard. Men alt det gode var væk igen, da delingsførerens orlov sluttede.

“Jeg ved, at chefen prøvede at få ham flyttet, men det lykkedes ikke”.

Mens Manja Gravgaard var udsendt, brugte hun en anden kvinde fra holdet til at snakke med og det hjalp hende. Og efter hjemsendelsen fik hun sagt til delingsføreren, hvordan hun oplevede at have ham som chef.

“Han kunne slet ikke se mig i øjnene imens”, sagde hun.

Kommandoen over en lejr

I  år 2000 fik kaptajn Tim Hansen at vide, at han skulle til Bosnien og bygge en lejr op. På det tidspunkt havde han en søn på to år og endnu et barn var på vej.

“Jeg syntes, jeg trak en nitte, da jeg skulle med stabskompagniet til Bosnien, men jeg rejste, da vores mindste barn var 14 dage”, sagde Tim Hansen.

I lejren var der 25 nationaliteter og de opgaver, som vi havde, var nemme.

“Derhjemme havde vi forberedt os godt og alle kunne det, som de burde kunne”.

I lejren var der også amerikanske soldater.

“De kørte deres eget løb og hørte slet ikke på os”, sagde Tim Hansen. Og polakkerne var også udfordrende.

“De stjal mad fra fryserne og brugte den som betaling for sex inde i byens bordelkvarter”.

Nogle gange var Tim Hansen med på ture udenfor lejren.

“Og der oplevede vi stor fattigdom og derfor bad vi flere familier om at hjælpe os af med en masse feltrationer. Vi forklarede dem tydeligt, at vi simpelthen ikke havde havde plads til al den mad”, sagde han. Forklaringen var nødvendig, fordi de ellers ikke ville havde taget imod.

Tim Hansen rundede af med at sige, at han synes, der giver mening, at have været i Bosnien.

“Der var ikke krig imens, men det skyldes måske, at vi var der”.

Skrevet af: Ole ole@sonderborgnyt.dk