Junior-sejlernes sommerlejr i Dyvig forløb glimrende

Arkivfoto
Arkivfoto
28. juni 2022 Sport Skrevet af: Ole Kæhler

Juniorafdelingerne i de samarbejdende klubber i Sønderjylland, Haderslev Sejl-Club, Sønderborg Yacht Club, Flensborg Yacht Club, Fynshav Bådelaug, Dyvig Bådelaug og Gråsten Sejlforening, havde sat hinanden i stævne i Dyvig til årets Sommerlejr.

Der var i alt deltagelse af 35 sejlere, der sammen med deres forældre og søskende, kunne nyde godt af weekendens gode vejr. Lejren, der strækker sig fra fredag til søndag, blev startet med indtjekning, hvor årets gave, venligst sponseret af Dansk Sejlunion, blev udleveret. Alle deltagere fik en smart solskygge og en drikkedunk, til de varme dage der ventede. Fredagen sluttede med fællesspisning på havnens område.

Artiklen fortsætter under annoncen

Efter fællesmorgenmaden lørdag morgen, drog hele flokken på tursejlads, der bød på flere udfordringer for sejlerne, der skulle navigere sikkert ud gennem indsejlingen til Dyvig, benævnt som Æ Gaf. Efter et kort pitstop ved udmunding til Alssund, hvor madpakkerne blev fortæret og sejlerne kølet til ned i det indbydende vand, blev turen retur foretaget. Vinden drillede dog, så de fleste skulle trækkes ind, skriver arrangørerne.

Enkelte sejlere byttede joller på returvejen, et par stykker blev endda bemandet af de medsejlende forældre. Efter endt afrigning på havnen var der fri leg, indtil aftensmaden skulle indtages. Den nyanskaffede Bade-Borg var et sikkert hit ved både børn og voksne, men aktivitetstraileren, lokkede også mange på vandet i kajakker, SUP-boards, og selv windsurfing blev afprøvet.

Artiklen fortsætter under annoncen

Efter endt aftensmad, begyndte sejlerne at pynte deres joller til, for nogen, det absolutte højdepunkt på lørdagens program, Natsejladsen. Kl. 23.00 begav sejlerne sig på vandet, med flot pyntede joller, og under kyndig vejledning af de medfølgende følgebåde. Turen gik mod Mjels Vig, men vinden drillede igen, så sejlerne nåede kun halvvejs derned. Efter hurtig afrigning af jollerne, hoppede alle hurtigt i køjerne igen.

Søndagens bød heldigvis på mere vind, så kapsejladsen kunne gennemføres med flere gode sejladser. For en del af sejlerne var det første gang at de prøvede den disciplin, som de alle løste til UG. Efter frokost på land, var der oprydning og fælles afslutning, hvor årets diplom blev udleveret, der i øvrigt er tegnet af en juniorsejler, samt blev vinderne af kapsejladsen hyldet.

Artiklen fortsætter under annoncen

Hvor næste års Sommerlejr holdes, blæser stadig lidt i vinden, men alle deltagere var enige om, at de også ville være at finde på næste års deltagerliste.

28. april 2024 Frivillige, Sønderborg

Flere end 130 gik for Scleroseforeningen

28. april 2024 Frivillige

Inge Buhl fra Augustenborg var iblandt de flere rnd 130, der søndag gik en tur på enten godt to eller godt fire kilometer for at støtte Scleroseforeningen, som havde arrangeret turen, You Go. “Vi meldte os mest af alt for at støtte. At vejret så var fantastisk og gjorde turen ekstra god, er en sidegevinst”, […]

Læs mere...