Når den nye affaldssortering træder i kraft i slutningen af september, skal borgerne fremover blandt andet sortere mad- og drikkekartoner og kartonerne skal være tomme og skyllede, inden de bliver afleveret i genbrugsbeholderen.
Det har fået en SønderborgNYT læser til at spørge, om det er miljøsvineri da der sker et merforbrug af vand.
Byrådsmedlem Tom H. Nielsen, som er formand for Sønderborg Forsyning og Aase Nyegaard, formand for Teknik- og Miljøudvalget, oplyser til SønderborgNYT:
Med den nye affaldssortering, der træder i kraft i slutningen af september, er Sønderborg Kommune på forkant med de sorteringskrav, regeringen netop har meldt ud. En af de væsentlige nye ting er sortering af mad- og drikkekartoner, som vi med den nye affaldssortering skal aflevere i samme rum som plastik.
Det er korrekt, at kartonerne skal være tomme og skyllede, inden de bliver afleveret i genbrugsbeholderen. Det er ganske enkelt et krav fra de behandlingsanlæg, der modtager mad- og drikkekartonerne til efterfølgende behandling og genanvendelse. Men her er tale om brug af meget små mængder vand.
Det er nok at hælde en lille smule vand i kartonen, ryst den og hælde vandet ud. Det er på ingen måde nødvendigt at bruge rent vand direkte fra hanen, man kan sagtens bruge f.eks. brugt opvaskevand eller vand, der har været brugt til at rense kartofler eller lignende. Det vigtige er, at få de sidste rester af mælk eller juice ud af kartonen.
Vi mener ikke der er miljøsvineri eller økonomisk uoverskueligt at skylle kartonerne. Hvis man bruger ½ dl til hver karton, skal man skylle næsten 55 kartoner om dagen for på et år at bruge 1 m3 vand. Hertil kommer, at vi med den nye affaldssortering ikke længere stiller krav om, at f.eks. syltetøjsglas eller ketchupflasker skal være skyllede.
Fra slutningen af september er det nok, hvis bare de er skrabet rene. Så den smule vand, vi skal bruge til at skylle kartonerne, vil være ’sparret’ her, om man vil.
Der kommer til at ske mange forandringer, når den nye affaldssortering bliver indført til september, og det kan naturligvis skabe en del forvirring lige nu. Men vi lover, at når vi kommer lidt tættere på september, vil der være masser af information om den nye affaldssortering, regler for rengøring osv.
Sønderborg Forsyning vil uddele informationsmaterialer, afholde sorteringsworkshops, dele videoer med sorteringstips, undervise børnehavebørn og skoleelever, uddanne hjemmehjælpere, samt være at finde rundt omkring i kommunen med de nye beholdere, klar til at besvare spørgsmål, så ingen vil være i tvivl om metoderne til eller tankerne bag den nye affaldssortering.
Vi beder blot om lidt tålmodighed; der er stadig mere end fire måneder til.
I Sønderborg Kommune ønsker vi at genanvende vores affald. Det gør vi, fordi det gør en forskel. I 2019 indsamlede vi i genbrugsbeholderen alene papir nok til, at 22.000 træer ikke blev fældet. Vi indsamlede 1.435 ton glas, der kunne fremstille tre millioner nye flasker af genbrugsglas – og vores indsamling af metal i genbrugsbeholderne sparede atmosfæren for udledningen af mere end 1.800 ton CO2.
Der skal derfor fra os lyde et kæmpestort tak til alle Jer, der sorterer jeres affald og gør en stor forskel for miljøet, skriver byrådsmedlem Tom H. Nielsen, som er formand for Sønderborg Forsyning og Aase Nyegaard, formand for Teknik- og Miljøudvalget, til SønderborgNYT: