Samarbejdet knager i Økonomiudvalg og Byråd

Samarbejdsproblemer i Økonomiudvalget og Byrådet
Samarbejdsproblemer i Økonomiudvalget og Byrådet
30. november 2022 Politik Skrevet af: Michael Kjær

Sønderborgs 31 byrådsmedlemmer er i gang med at spare millioner af kroner på kommunens budgetter, men et mindre spareforslag på omkring 80.000 kroner viste for alvor, at samarbejdet i Byrådet, og måske særligt i Økonomiudvalget, ikke fungerer optimalt.

Spareforslaget, som vil betyde, at kommunen ikke længere betaler byrådsmedlemmernes abonnement på JydskeVestkystens netavis, skabte stor debat på mødet i Økonomiudvalget og efterfølgende på SønderborgNYTs Facebookside, hvor borgmester Erik Lauritzen stod i det ene ringhjørne – godt bakket op af Didde Lauritzen fra Socialdemokratiet – mens Ellen Trane Nørby fra Venstre – sekunderet af Ingrid Johannsen, ligeledes fra Venstre – stod i det andet ringhjørne, og debatten var hård og ligefrem på Facebook, til trods for at Byrådet har vedtaget et kodeks for samarbejdet.

Artiklen fortsætter under annoncen

Allerede efter økonomudvalgsmødet i sidste uge var borgmesteren ude med riven:

“Jeg synes faktisk, det er lidt flovt, at Venstre og Nye Borgerlige stod så stejlt på det, når vi skal tænke på, vi er i en tid, hvor vi skal bede en del af vores medarbejdere om at finde sig et andet arbejde og på at vi skærer på frugtordninger og alle mulige andre steder”, sagde borgmester Erik Lauritzen til SønderborgNYT.

Artiklen fortsætter under annoncen

Nej tak til interview om samarbejdet i Byrådet

SønderborgNYT TV inviterede Erik Lauritzen og Ellen Trane Nørby til studiedebat om samarbejdet i Byrådet, men det ønskede hverken borgmesteren eller Venstres politiske ordfører.

”Jeg vil gerne sige tak for invitationen – men nej tak. Du vil tage afsæt i en diskussion, der har kørt i de sidste dage om et enkelt element i en omfattende spareplan. Nemlig diskussionen om at spare 80.000 kroner ved at byrådsmedlemmerne ikke mere får deres abonnement på JV-e-avisen betalt af kommunen. Det var vi uenige om og jeg tænker egentlig, der er sagt nok om den uenighed. Jeg står ved, at vi i Socialdemokratiet mente, at det var et rimeligt sparekrav på byrådets konto og jeg står ved, hvad jeg selv har sagt og skrevet i den sammenhæng, men jeg har ikke yderligere at tilføje omkring denne – trods alt – lille sag”, skrev borgmester Erik Lauritzen til SønderborgNYT.

Artiklen fortsætter under annoncen

Ellen Trane Nørby ønsker heller ikke at stille op til interview og henviste i stedet til sit opslag på Facebook, hvor hun blandt andet skriver:

”Derfor kan det også undre, at det eneste socialdemokraterne og Erik Lauritzen fremhæver og koger en masse negativ suppe på og laver smædeskrifter om på de sociale medier med mere, det er en diskussion om, hvorvidt det er JV eller magasinet Danske Kommuner, der er mest relevant for byrådets medlemmer. Det kunne jeg skrive meget om, men konstaterer blot, at vi er uenige og derfor fremgår det også af referatet, at Venstre med flere ønskede at spare alle abonnementer væk og at socialdemokraterne ønskede at fastholde fysiske aviser som JP/Politiken, JV, Flensborg Avis med flere på Rådhuset”, skriver Ellen Trane Nørby og fortsætter:

Artiklen fortsætter under annoncen

”Sagen er desværre endnu et udtryk for, at der er et meget dårligt samarbejdsklima i Byrådet og at der i den grad trænger til en anden politisk ledelse. Det er ærgerligt, at det står sådan til”, skriver Ellen Trane Nørby på sin Facebookside.

Byrådsmedlemmer undres over det dårlige samarbejde

Et par dage efter mødet i Økonomiudvalget skrev byrådsmedlem Ingrid Johannsen fra Venstre et debatindlæg på SønderborgNYT om, at arbejdet i Byrådet har taget en drejning, de færreste havde forestillet sig.

Artiklen fortsætter under annoncen

”Man sidder, som nyt byrådsmedlem, tilbage med en flad fornemmelse og en underlig tomhed, når borgmesteren mobber, dæmoniserer og taler ned til oppositionen, fordi man ikke har den samme holdning som borgmesteren”, skrev Ingrid Johannsen blandt andet og understreger, at Udvalget for Erhverv og Grøn Vækst har et fint og konstruktivt samarbejde på tværs af partierne – med kyndig mødeledelse af formand Kjeld Stærk fra Venstre og alle ytrer sig og bliver hørt, fordi vi går efter bolden og ikke personen.

Jan Prokopek Jensen, Socialdemokratiet, er formand for Arbejdsmarkedsudvalget og han siger til SønderborgNYT:

“I Arbejdsmarkedsudvalget har vi nogle gode, politiske diskussioner og gennem dem fik vi blandt andet ført de store besparelser, vores udvalg skal levere, ud i livet. Vi har respekt for hinandens synspunkter og vi lytter”, siger udvalgsformanden.

Den voldsomme retorik, som bruges af enkelte af medlemmerne i Byrådet, er også blevet bemærket af udvalgsformanden fra Natur, Klima og Miljøudvalget, Asger Romme Andersen fra Enhedslisten. Han mener, at medlemmerne i Økonomiudvalget må se hinanden i øjnene og finde en måde at arbejde sammen på, fordi den voldsomme retorik får hele Byrådet til at tage sig dårligt ud.

“I Natur, Klima og Miljøudvalget fungerer samarbejdet fint og jeg bemærkede, at da vi havde sagen om placeringen af en sti ved Nybøl, der var vi rygende uenige. Men kort efter så vi på det næste punkt på vores dagsorden med friske øjne”, sagde Asger Romme Andersen fra Enhedslisten til SønderborgNYT i sidste uge og tilføjede, at efter hans vurdering, så fungerer samarbejdet i de andre udvalg også glimrende og at det alene er i Økonomiudvalget, at tonen er anderledes.

Stephan Kleinschmidt fra Slesvigsk Parti var manden, der i dagene efter kommunalvalget fik skabt et byråd, hvor samtlige medlemmer blev en del af flertalsgruppen og tanken var, at alle seks partier trods forskellighederne skulle finde fælles løsninger, men til SønderborgNYT fortæller han, at det trods alt ikke er gået helt, som han havde håbet.

“Jeg havde forventet, at ‘borgfreden’ havde været bedre. Retorikken er blevet meget skarp og det kan undre, den er det, når vi alle sammen har stemt for et sæt spilleregler, som siger, at vi ikke skal tale dårligt om hinanden”, sagde Stephan Kleinschmidt til SønderborgNYT i sidste uge. Han tilføjede, at enkelte byrådsmedlemmer tilsyneladende havde indtaget rollen som opposition.

Samarbejdet skal diskuteres på gruppeformandsmøde

Borgmester Erik Lauritzen oplyser til SønderborgNYT, at der er planlagt et gruppeformandsmøde til den 5. december.

”Alle partier er repræsenteret og her vil samarbejdet naturligvis igen være et punkt på dagsordenen, så vi sammen arbejder videre på at styrke arbejdet i Byrådet til alles bedste”, skriver borgmesteren til SønderborgNYT.

Og måske er det tidligere byrådsmedlem Jørgen Jørgensen fra SF, der  sætter ‘hovedet på sømmet’ i en kommentar på SønderborgNYTs Facebookside:

”Det er tre år til næste kommunevalg, men ’de lange knives nat’ synes allerede begyndt. Hvis denne banale sag er udtryk for samarbejdet i byrådet, så burde nogen skamme sig. Det kan borgerne i Sønderborg ikke være tjent med”, skriver Jørgen Jørgensen, SF, hvilket bakkes op af adskillige kommentarer på Facebook, hvor Byrådet blandt andet kaldes for en ‘børnehave’ og der står også, ‘hvis det er det de bruger tid på, de burde alle sammen skamme sig og komme i gang’ samt  at ‘de diskuterede ikke fyringer lige så længe som abonnement’.

I dag, onsdag, klokken 17:00 mødes byrådsmedlemmer til november måneds byrådsmøde og vil du se byrådsmødet direkte fra Byrådssalen, så kan du følge med på SønderborgNYT TV eller SønderborgNYTs Facebookside.

19. marts 2024 Augustenborg, Frivillige

Øvelse: Bilbrand blev til industribrand

19. marts 2024 Augustenborg

Mandag aften var der øvelse på programmet for de frivillige brandmænd i Augustenborg-Bro Brandværn, som blev kaldt ud til: Bilbrand i det fri. Brandmændene sprang i brandbilerne og kørte til Industrivej i Augustenborg og på vejen ser de en anden frivillig brandmand, Klaus Iskov, som stod og vinkede. Ham kørte de hen til, men det […]

Læs mere...