Juridisk brevkasse: Advokathuset Muurholm svarer på læser-spørgsmål om hæftelse for ægtefælles gæld

Advokathuset Muurholm (arkivfoto)
Advokathuset Muurholm (arkivfoto)
6. marts 2024 Samfund Skrevet af: Redaktion

Hej Brevkasse,

Jeg har arvet 200.000 kr. af mine forældre, og jeg vil gerne høre, om der er risiko for, at jeg kan få inddraget mine penge, fordi min mand har en gæld til Staten på 600.000 kr.?

Ligeledes er jeg bekymret for, hvordan det vil se ud, når vi engang ud i fremtiden går på pension. Vil hans gæld påvirke, hvor meget jeg kan få i pension? Jeg tænker, at Staten inddriver deres gæld af hans pension? Han har fast arbejde. På forhånd tak for hjælpen.

Artiklen fortsætter under annoncen

Hilsen Helene.

Hej Helene,

Tak for dit spørgsmål, som handler om den økonomiske retsvirkning af at være gift. Selvom I er gift, kan du ikke komme til at hæfte for din mands gæld, og din arv er derfor i sikkerhed overfor din mand kreditorer.

Du skal aktivt vælge at indtræde som meddebitor eller kautionist, før du kan komme til at hæfte for hans gæld. Det skyldes, at man i ægteskabet har både særråden og særhæften, hvilket betyder, at man kan råde over egne værdier, og at man hæfter for egen gæld. Dette gælder selvom der i ægteskabet er delingsformue (formuefællesskab).

Artiklen fortsætter under annoncen

Delingsformuen bevirker i tilfælde af skilsmisse og død, at man skal dele de værdier der er i ægteskabet, uanset hvem der ejer aktivet. Din mands gæld vil ej heller komme til at påvirke din pensionsopsparing eller arv.

Staten kan altså ikke inddrage dine penge, som du har arvet af dine forældre. Men hvis din mand dør før dig, og dine 200.000 er delingsformue, da vil din mands dødsbo have ret til halvdelen af beløbet. Såfremt gælden i din mands dødsbo overstiger aktiverne, da vil halvdelen af din arv kunne ende med at tilfalde din mands kreditorer.

Artiklen fortsætter under annoncen

Derfor vil jeg anbefale dig, at dine værdier, herunder arven fra dine forældre, gøres til dit fuldstændige særeje. På den måde kan du holde beløbet udenfor ligedeling ved skilsmisse og død, da et fuldstændigt særeje er en undtagelse til delingsformuen, og bevirker, at der ikke skal ske ligedeling, når ægteskabet opløses ved skilsmisse og død.

Et særeje oprettes ved en ægtepagt, som du og din mand skal underskrive og tinglyse i Personbogen. Herefter har ægtepagten gyldighed.

Artiklen fortsætter under annoncen

Jeg vil anbefale dig at kontakte en advokat, som kan hjælpe jer med oprettelsen af en ægtepagt. Jeg håber, at dette besvarer dine spørgsmål.

Med venlig hilsen

Advokathuset Muurholm

Hvis du vil læse tidligere spørgsmål fra SønderborgNYTs læsere – og læse advokatens svar og gode råd – så finder du tidligere spørgsmål og svar her.

Har du et spørgsmål til advokaten? Så send det til Advokathuset Muurholm på [email protected] eller pr. brev til Advokathuset Muurholm, Kongevej 58 i Sønderborg eller ring på tlf. 74 43 03 09.

Artiklen fortsætter under annoncen

Denne artikel er bragt i samarbejde med Advokathuset Muurholm.

28. april 2024 Kultur, Sønderborg

Igen en helt fantastisk velspillet folkBALTICA-koncert

28. april 2024 Kultur

Lørdag aften blev der spillet masser af folkmusik ved folkBALTICAs udsolgte åbningskoncert i Alsion og flere af tilskuerne nævnte, at de unge musikere på scenen gjorde det helt fantastisk – ikke mindst de unge kvinder, som trådte frem og sang. Albin Paulus, Årets huskunstner, fik også vist, hvor godt han mestrede sine usædvanlige instrumenter. Inden […]

Læs mere...