Social, Senior og Handicap-udvalget lytter ikke til FOA som kan hjælpe med kloge spareløsninger

Anette Paulsen Hansen og Karsten Wohlgemuth. Foto: Ole Kæhler
Anette Paulsen Hansen og Karsten Wohlgemuth. Foto: Ole Kæhler
25. april 2023 Politik Skrevet af: Ole Kæhler

Social, Senior og Handicap-udvalget har sendt et sparekatalog i høring, det som politikerne kalder et ‘budgettilpasningskatalog’, men det er ikke sendt til FOAs afdeling i Sønderborg.

“Når der skal spares på personaleudgifterne, så er planen er at bruge færre vikarer, lade ledige stillinger stå tomme og skære i medarbejderstaben, så skal vores medlemmer, som er ansat i Sønderborg Kommune til at løbe endnu hurtigere og de løber allerede meget stærkt”, siger Karsten Wohlgemuth til SønderborgNYT. Han er faglig konsulent i FOA i Sønderborg. Han fortæller videre, at antallet borgere med handicaps og plejekrævende ældre ikke bliver mindre.

Artiklen fortsætter under annoncen

FOA har flere gange opfordret Byrådet til at tage fagforeningerne med på råd, når der skal spares.

“Vi kan, som fagforening for social- og sundhedsassistenter, social- og sundhedshjælpere, ufaglærte social- og sundhedsmedarbejdere, omsorgs- og pædagogmedhjælpere samt pædagogiske assistenter hjælpe kommunen med finde kloge løsninger – og et oplagt sted at spare – og et sted som ikke giver ringere service – det er på overarbejde”, siger Karsten Wohlgemuth. Når eksempelvis en social- og sundhedsassistent arbejder en time over, så udløser det 1 1/2 times afspadsering eller 50 procent oveni timelønnen.

Artiklen fortsætter under annoncen

“Hvis kommunen havde de medarbejdere, som der er brug for, når vagtplanerne skal hænge sammen, så ville det – udover mindre overarbejde og færre dyre vikarer – give større arbejdsglæde”, siger han.

Han fortæller, at beregninger viser, at for hver 1000 kroner, der investeres i medarbejdertrivslen, så får kommunen 2300 kroner ud af det på kontoen for overarbejde og vikarforbrug – blandt andet fordi sygefraværet daler. Vi skal også huske, at de penge, der bruges på overarbejde og vikarer, dem får kommunen ikke noget for.

Artiklen fortsætter under annoncen

Se på klippekortet

FOA mener, at udvalgspolitikerne skal se på klippekortet, som ikke er en kerneydelse.

“Det en ‘særydelse’ og det er oplagt at lade være med at bruge skattekroner på den – eller ændre ordningen, så det alene er de ældre, som har mest brug for det, der får et”.

FOA råder også de folkevalgte i Social, Senior og Handicapudvalget til at se på, hvor mange ledelsestilsyn, der egentlig er brug for.

Tænker på sine tidligere kolleger

Artiklen fortsætter under annoncen

“Jeg tænker meget på mine tidligere kolleger og jeg ved, de har ondt i maven nu, hvor der er varslet nedskæringer i antallet af minutter til hver borger. Der er i forvejen ikke mange at gi’ af. Hertil kommer, at hjemmeplejens køreplaner ikke hænger sammen – et strukurelt problem – og det tager tid fra borgerne, som har brug for hjælpen”, siger Anette Paulsen Hansen, kommende SOSU-sektor-formand i FOA Sønderborg. Hun har arbejdet på plejecentre i 18 år.

“Jeg synes også, at vores medlemmer skal have mulighed for at bruge deres faglighed og kernekompetencer. En assistent skal ikke lave hjælperopgaver og sygeplejerskerne i hjemmesygeplejen skal ikke lave assistentarbejde”, siger hun.

Artiklen fortsætter under annoncen

Lige nu er der selvstyrende teams i hjemmeplejen, hvor medarbejderne selv tilrettelægger deres arbejdsdage.

“Det er alletiders, hvis der altså er medarbejdere nok til at sende ud på ruterne”, lyder det fra de to FOA-repræsentanter.

Udsigt i Verdensklasse

“Sønderborg Kommunes slogan er Udsigt i Verdensklasse, men det gælder åbenbart kun ved sports- og erhvervsbegivenheder. Det ser vi tydeligt, når vi læser, at Social, Senior og Handicapudvalget vil skære ned i den visiterede tid til de ældre. Her sammenligner politikerne alene med de andre sønderjyske kommuner, som visiterer ældre borgere til mellem 2,2 og 2,8 timers ugentlig pleje, og på den baggrund mener politikerne, at Sønderborg kan gå væk fra tre ugentlige timer”, siger Karsten Wohlgemuth.

Både Anette Paulsen Hansen og Karsten Wohlgemuth opfordrer til at udvalget inviterer fagbevægelsen ind til et møde om nedskæringerne.

SønderborgNYT TV har tirsdag aften formand for Social, Senior og Handicap-udvalget Stefan Lydal (DF) i tv-studiet til en snak om de bebudede millionbesparelser. Du kan se interviewet tirsdag klokken 20:00 her på SønderborgNYT TV.

28. april 2024 Kultur, Sønderborg

Igen en helt fantastisk velspillet folkBALTICA-koncert

28. april 2024 Kultur

Lørdag aften blev der spillet masser af folkmusik ved folkBALTICAs udsolgte åbningskoncert i Alsion og flere af tilskuerne nævnte, at de unge musikere på scenen gjorde det helt fantastisk – ikke mindst de unge kvinder, som trådte frem og sang. Albin Paulus, Årets huskunstner, fik også vist, hvor godt han mestrede sine usædvanlige instrumenter. Inden […]

Læs mere...