Gæst i Borgen Shopping: Frygteligt

17. november 2018 112 Skrevet af: Michael Kjær

En 4-årig dreng faldt lørdag eftermiddag to etager ned i Borgen Shopping og blev efterfølgende fløjet til et hospital med helikopter. Politiet bekræfter faldulykken overfor SønderborgNYT, men kan ikke oplyse om drengens tilstand andet end at han var i live efter faldet.

”Det er frygteligt. Der stod børn og voksne og græd og jeg kunne se en smadret potteplante og en masse jord ved siden af rulletrappen. Tænker på drengen og hans familie.”, fortæller Nino Rosanes til SønderborgNYT.

Artiklen fortsætter under annoncen

Ifølge Nino Rosanes faldt drengen fra anden etage og ned i stueetagen ved rulletrappen og faldet skete ved indgangen som ligger ud til Kastanie Allé, som er afspærret.

Bjørn Pedersen, vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi, siger til SønderborgNYT, at de er på stedet og lige nu har fokus på de pårørende og vidner til ulykken og derfor ikke har yderligere oplysninger.