Fisker Palle Heinrich, Mommark, skriver:
I Sønderborg Fiskeriforenings jubilæumsskrift fra 1987 kan man læse at allerede i 1912 – hvor 26 fremsynede tyske fiskere ved et møde på Sundhalle besluttede at danne Sønderborg fiskeriforening – måtte fiskerne kæmpe for noget så simpelt, som muligheden for at få en kajplads, hvor deres både kunne ligge beskyttet mod vind og vejr samt mulighed for at råde over arealer hvor de kunne opbevare og håndtere grej og fangst.
Hvad disse 26 fiskere på det tidspunkt ikke kunne forudse var, at denne problemstilling ville forfølge fiskeriet i Sønderborg Kommune mere end 100 år frem i tiden.
I krigens år voksede foreningen støt og allerede i 1916 var medlemstallet øget til 160 aktive medlemmer, fordelt over hele Als og Sundeved. Mellemkrigsårene var nærmest kaotiske. Overgang fra tysk til dansk forvaltning, omfordeling af rettigheder samt told på røgvarer, der nu skulle over den nye landegrænse til Tyskland, førte til betragtelig nedgang i erhvervet.
De mindre givtige grene af fiskeriet har traditionelt påberåbt sig truslen fra nye og mere effektive fiskemetoder og har en tradition for at indbringe forslag til at begrænse disse.
Således også i mellemkrigsårenes lavkonjunktur. Forslag om totalstop for bevægelige redskaber – enkelte fiskere havde investeret i not-fiskeri, hvor redskaberne var så pladskrævende, at fiskerne måtte bruge ringriderpladsen hvis de skulle efterse redskabet – senere kom forbud mod bundtrawl i nærområder som fjorde og vige. Her kom forslaget om forbud ikke fra populistiske politiker og livsnydere, men fra andre fiskere, der følte deres eksistens truet.
Fiskerne gik sammen
Andelsbevægelsen havde gjort sit indtog, således også blandt fiskerne i de danske havne, en ny afsætningskanal, Fiskernes Fællessalg a.m.b.a. på Sundgade var skabt, også her stod fiskerne sammen. Sideløbende forhandledes der Fælles Fiskeri for fiskere bosiddende i danske og tyske kommuner på begge sider af Flensborg jord.
Denne enestående aftale fra 1954, gør at danske og tyske fiskere den dag i dag kan drive fiskeri overalt i Flensborg inderfjord, uanset landegrænser. Grænseoverskridende samarbejde- længe inden Interreg og lignende blev opfundet!
Mekaniseringen holdt også sit indtog i Sønderborgs fiskerflåde, bådene blev større, garnet blev tungere.
Sønderborg Havn kunne svinge sig op til at anvise fiskerne opbevaring i nedlagte industri- og slagteribygninger for endeligt i midt ’80erne at opføre en hal, hvor fiskerne kunne leje mindre enheder.
Det var også heromkring, at den store cementkaj, som vi kender i dag, erstattede de skrøbelige, aldrende træbroer. Indfrielsen af flere årtiers ønske om bedre adgangsforhold og fornyelse gav lokale mod på at investere i moderne skibe så Østersøens fiskekvoter ikke udelukkende skulle fragtes hjem af fiskere fra andre landsdele. Faktisk blev forholdene så gode, at der i perioder var over 50 større skibe fra andre havne, der brugte Sønderborg som base.
Flere faciliteter
Et EU-tilskudsprogram åbnede i starten af år 2000 muligheden for fornyelse og ny opførsel af fiskeri-relateret infrastruktur. Gamle slagteribygninger, der senest havde huset et yachtværft, arealer der henlå mindre ryddeligt, med diverse kasser og fiskegrej placeret, hvor der var et ledigt hjørne, havde på det seneste påkaldt sig tidligere ministre, og byrådspolitikkeres opmærksomhed.
Kommunen og tre fiskere, der i fællesskab gennem firmaet Alsfisk servicerer fiskeriet, indgik en aftale, der i al sin enkelthed gik ud på at skaffe nogle bedre rammer for fiskerne samt forny det slidte slagteriområde, så vidt muligt finansieret af EU og fiskerne.
Det kom der en stor fin hal ud af, kølerum, trawlbane, mange garnrum til de enkelte fiskere, opbevaring for skibsmontører m.m. En nødvendig renovering af kajanlæg kunne nu i kraft af fiskeriet også indgå i ansøgningen om 50 procent medfinansiering fra EU.
I 2012, 100 året for fiskernes første organisering i Sønderborg, købte Alsfisk bygningerne af kommunen med forventning om at kunne servicere store og små fiskere de næste mange år frem i tiden. Stadig strammere fiskeriregulering satte dog hurtigt sit spor i fiskerimønsteret, hvor de større skibe der, selvom de kun fisker i Østersøen en mindre del af året, altid har stået for langt den overvejende mængde af landet fisk, stort set holdt sig væk fra området.
Ned ad bakke
Med udsigt til jævnt faldende kvotetildeling valgte ejerkredsen bag Alsfisk at frasælge fartøjer og kvoterettigheder i 2015. Selskabet Alsfisk valgte at fortsætte serviceringen af lokale fiskere samt de enkelte fiskere fra andre havne, der en sjælden gang kommer forbi. Samtidig var der en forventning om at udvide aktiviteterne over i turisterhvervet. Ihærdige forsøg med etablering af ferielejligheder i eksisterende bygninger over i helt nybyggeri på den tomme grund syd for servicehallen, fejlede.
Mindre en 10 år efter kommunen frasolgte bygningen til Alsfisk for et millionbeløb med en samtidig forlængelse af arealleje til 2042, varsles der nu nye tider. Fiskerierhvervet ønskes væk fra området. Kommunen opkøbte Brags bygninger og fjernede dem. Enkelte politikere erklærede allerede på det tidspunkt området for erhvervsfrit.
Kommunen opsiger aftaler
2023 fremsender kommunen opsigelse af lejemålet på de to erhvervsgrunde – endda indeholdende den gestus, at bygningen, som de solgte for få år siden, gerne modtages retur igen i ryddelig stand. Kvit og frit – forstås. Der kompenseres ikke med erstatningsbygninger eller arealer, ej heller økonomisk.
En nyligt offentliggjort rapport fra en fiskerikommision, som Folketinget har nedsat, anbefales bl.a. en række tiltag, der kan understøtte fortsat aktivitet og beskæftigelse i det kystnære fiskeri. Her nævnes aktiviteter tilknyttet havne, fiskerivirksomheder og turisme.
Alle parametre er opfyldt i Sønderborg Kommune, blot går man her stik imod strømmen. Isværk og kølehus fjernes, Udo’s fisk, har forladt havnen, nyetableret ung fiskeskipper i Mommark ser ingen mulighed for at deltage i nye forsøgsfiskerier efter blandt andet strandkrabber, fordi det kræver store landarealer til opbevaring af tejnerne.
Ligeledes fratages Due’s Fisk også mulighed for opbevaring af skiftegarn fra sit salgsfartøj ved slottet. Olietanke til farvet gasolie fjernes. Og så videre.
At fratage alle kommunens fiskere muligheden for at drive deres erhverv – og forrente deres virksomhedsinvesteringer – på bekostning af storkapitalens behov for formuepleje, ser jeg som en modig politisk beslutning. Der skal ikke meget til for, at fiskeriet kan fortsætte. Men det kræver dog en vis form for forståelse for, at madvarer har en rejse fra naturen til salgsdisken -og den rejse kræver alle nævnte faciliteter.
