Mellem jul og nytår forandrede livet sig for Viggo Sørensen, som flere kender i forbindelse med Skovby Blues. Det ændrede sig sådan helt grundlæggende.
”Terningerne blev kastet på en helt ny måde. Jeg blev ramt af en blodprop i hjernen og blev lam i højre side og kunne hverken bevæge min arm eller mit ben. Efter 20 dages fantastisk behandling på Aabenraa Sygehus blev jeg overført til Center for Korttidspladser i Sønderborg”, siger Viggo Sørensen til SønderborgNYT.
”Jeg bor sædvanligvis på anden sal – uden elevator – og har ikke en kinamands chance for at overleve og begå mig i min dagligdag, hvis jeg skulle være hjemme. Jeg har nu boet her i 14 dage. Jeg har fået min egen lejlighed. Med egen lille terrasse, hvor jeg kan nyde forårssolen, når den en sjælden gang viser sig”, siger han.
Føler sig heldig
”Jeg er heldig. Jeg har bevaret mit intellekt og mit sprog. Jeg gør gode fysiske fremskridt. Når man starter fra nul hænger frugterne lavt på træerne og succeserne kommer som perler på en snor. At kunne knytte sin højre hånd en smule, det er et voldsomt fremskridt Jeg har et stærkt bagland, der er trådt i karakter. Det betyder at jeg har kunnet få flyttet ting hjemmefra og har fået indrettet mig mindre institutionsagtigt. Jeg har fået mine grønne planter og andre personlige ting flyttet til mit nye midlertidige hjem”.
Han har internet og har lært at indtale notater, mail og beskeder på telefonen og min iPad.
”Når man sådan pludselig får ændret sine grundlæggende livsvilkår, bliver livet både mere simpelt og noget mere kompliceret. Det var ikke svært at vælge at komme af med bilen. Der følger et halvt års kørselsforbud med oven i hatten, når man bliver ramt som jeg er blevet. Og hvem siger jeg overhovedet kommer til at at køre bil igen”, siger Viggo Sørensen.
”Jeg indgår fra den ene dag til den anden i en dagligdag på en kommunal institution. Det betyder, at der er rigtig mange mennesker, jeg har skullet forholde mig til. Efter 14 dage begynder der at vise sig et mønster af genkendelse. De ansatte arbejder i skiftende vagter. Nogle gange er de der om dagen og nogle gange om aftenen”.
”Der er køkkenpersonale om morgenen, der sørger for min morgenmad. Nogle sandsynligvis sendt fra jobcentret i en eller anden form for praktik. Og de gør et formidabelt arbejde. Det er varm mad til middag og rugbrød om aftenen. Vi er nogle få, der kan mødes til måltiderne spiserummet. De fleste af de øvrige beboere ser vi aldrig. Sandsynligvis er de for syge til at begå sig i et fællesskab”.
Han fortæller videre, at personalet er en skønsom blanding af nogle vikarer, noget uuddannet personale, SOSU-hjælpere, SOSU-assistenter, sygeplejersker, ergo- og fysioterapeuter, der tager sig af en i dagligdagen. Bagved er der sikkert et maskinrum med køkken og kontorpersonale og nogle ’høvdinge’ med to eller tre fjer i hatten. Men i høvdingteltet sidder de ved siden af andre høvdinge, der har både fire, fem og seks fjer i hatten.
”Ingen har det nemt i et system som dette her. Men ’indianerne’ her på stedet, dem der løber ude på prærien eller stuerne om man vil, de løber solen sort”, siger Viggo Sørensen og fortæller videre, at han ikke rigtigt har fundet ud af, hvad det er for en institution, han er på.
”Det er ikke et plejehjem. Det er heller ikke et sygehus. Det er heller ikke et ’hospice light’. Måske har stedet slet ikke defineret sig selv endnu. Måske er det bare et vildt fedt funktionelt sted med vide rammer”.
Ikke tid til relationer
”Der er håbløst underbemandet for der er ikke tid til relationer. Tid er det vigtigste og det eneste vi har. Tid er værdifuld og den sælges og købes i stor stil på arbejdsmarkedet. Også hos Sønderborg Kommune købes der ind. Og det er ikke mit indtryk, at der bliver købt voldsom meget ind til Center for Korttidspladser”.
”Næst efter tid er relationer den vigtigste faktor i langt de fleste menneskers liv. Personalet her gør, hvad de kan. Og de kan meget. Men de kan ikke opbygge relationer med de arbejdsvilkår de har. Og så er vi tilbage ved tiden. Eller rettere den manglede tid”, siger han.
Personalet løber stærkt
”Det er mit indtryk, at beboerne, gæsterne, patienterne eller hvad vi nu måtte kaldes, overvejende er meget syge og behandlingskrævende mennesker. Vi er alle udstyret med en nødknap. Det er vores direkte adgangsvej til personalet. Når vi trykker på knappen så kommer de. Nogle gange hurtigere end andre, men sådan må det være. Der kan være vigtigere opgaver”, siger Viggo Sørensen.
Når man er sengeliggende døgnet rundt er det ikke svært at forestille sig, hvor vigtig den knap er. Men den er også en ikke uvæsentlig arbejdsbyrde og stressfaktor. Personalet er hele tiden på vej til en ny stue, et nyt plejeprojekt, kaldt til hjælp af en kollega og til en ny situation at skulle forholde sig til.
”Det virker noget old school, men hvorfor kan man ikke tale direkte med beboerne på deres stue og måske løse mange af deres problemer med en kort samtale eller fortælle, at man er der om 10 minutter, fordi man lige er i gang et eller andet sted. Personalets indbyrdes telefoner ringer ligeledes med et ønske om hjælp til en situation eller spørgsmål der skal afklares. Personalet forsøger at give tid, men der går sjældent mere end tre minutter så bliver man afbrudt af en presserende arbejdsopgave”, siger Viggo Sørensen fra Stue 33.
Han synes, personalet yder rigtig meget personlig pleje og solid omsorg. Men de gør det i et presset arbejdsmiljø.
”Stedet her er virkelig velholdt og vedligeholdt. Værelserne er pæne med gode møbler. Med undtagelse af to stole, der står ved spisebordet i hver lejlighed. Sædernes betræk er slidt fuldstændig igennem og dem kan vi virkelig ikke være bekendt som kommune. Der må stå nogle stole på lager et eller andet sted. Måske kan nogle fonde træde til og give en hjælpende hånd. Vi ved alle, at riget fattes penge, men det skæmmer virkelig førstehåndsindtrykket, når man kommer ind gennem døren”, siger Viggo Sørensen.
