Als Møbelindustri har skabt det runde bord fra myten om Christian den 2.

Lauritz Clausen ved det runde bord. Foto: Museum Sønderjylland
Lauritz Clausen ved det runde bord. Foto: Museum Sønderjylland
9. august 2021 Samfund Skrevet af: Ole Kæhler

Gennem 10 år har Lauritz Clausen, Als Møbelindustri ApS i Nordborg, snedkereret udstillingsinventar til Sønderborg Slot. Men først til udstillingen ‘Kunstnernes Christian 2. Fortolkninger i billedkunst, litteratur og drama’ – lavede han et historisk møbel – ovenikøbet ét, der aldrig har eksisteret.

 At Christian den 2. gennem sit fangenskab på Sønderborg Slot gik hvileløst omkring et bord og sled en rille i det, er en skrøne. Bordet eksisterer ikke – eller det vil sige, det gør det nu, for op til udstillingen om Christian den 2. fik snedker Lauritz Clausen til opgave at fremstille et rundt bord, som skulle levendegøre myten.

Artiklen fortsætter under annoncen

Enhedsleder og dr.phil, Carsten Porskrog Rasmussen, Sønderborg Slot, som er en af de to kuratorer bag udstillingen, fortæller i en pressemeddelelse:

”Bordet er en vigtig del af myten om Christian den 2., og da vi med udstillingen sætter lys på de forskellige fortællinger, der er om Christian den 2., synes vi, at bordet skulle med. Det sjove er, at mange besøgende gennem tiden har ment, at de har set bordet på museet, men det må være fordi, de genkender det fra Carl Blochs maleri ”Christian II i fængslet på Sønderborg Slot” fra 1871. For bordet har ikke eksisteret før nu”.

Artiklen fortsætter under annoncen

I 35 år har Als Møbelindustri ApS snedkereret boliginventar til banker og hoteller – de seneste år fortrinsvist i Tyskland. Ved siden af har Lauritz Clausen og hans ansatte bidraget med at producere udstillingsinventar efter mål til Museum Sønderjylland – for eksempel til udstillingen ”100 år med Danmark” om Genforeningen 1920-2020, hvor et snedkerfremstillet bord er dækket med det sønderjyske kaffebord. Ved bordet dyster gæster om rækkefølgen af kageserveringen i spillet ‘Taj en kach. Desuden har virksomheden lavet møbler til udstillingen om H.P. Hanssen på Kulturhistorie Aabenraa og Tønder Kunstmuseum.

Artiklen fortsætter under annoncen

”Det er sjovt at se møblerne indgå i udstillingerne, for på den måde får flere set det, vi laver. Vi har blandt andet også snedkereret himmelsengen, som er med på udstillingen, og det var en usædvanlig opgave. Da vi er vant til at lave indbygningsmøbler til huse af ældre dato, kommer det ikke bag på os, at der også er skæve kroge i middelalderborgen”, siger Lauritz Clausen.

Museum Sønderjyllands udstillingsarkitekt Troels Lærke siger:

”Det fungerer godt for os at samarbejde med lokale leverandører, når vi skal have fremstillet unika-møbler. Både fordi det er rart at kunne køre forbi og følge produktionen, når vi udvikler ting sammen, men også fordi de er både kvalitetsmæssigt og prismæssigt konkurrencedygtige”.

Artiklen fortsætter under annoncen

Udstillingen ”Kunstnernes Christian 2.  Fortolkninger i billedkunst, litteratur og drama” åbnede i uge 24 og er blevet taget godt imod af sommerens gæster. 10.000 besøgende har foreløbigt set udstillingen, som kan ses til 2. januar 2022.

Udstillingen er støttet af A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal.