Bent Jørn Lorenzen har været hos AGRAMKOW i 40 år

Bent Jørn Lorenzen. Privat foto
Bent Jørn Lorenzen. Privat foto
19. marts 2024 Erhverv Skrevet af: Ole Kæhler

Da Bent Jørn Lorenzen trådte ind ad dørene til AGRAMKOW den 12. marts 1984, var han bare på udkig efter et fast arbejde:

”Jeg havde en kammerat, som arbejdede hos AGRAMKOW, og han sagde, det var et fint sted at være, og at de havde brug for en, der kunne lidt med biler. Vi snakkede om det og så blev jeg ansat”, fortæller Bent Jørn Lorenzen i en pressemeddelelse.

Han kom med en baggrund som mekaniker, men fik hurtigt en helt anden rolle i organisationen:

”Dengang, var der ikke styr på noget som helst, for at sige det lige ud. Man skulle selv finde det hele – der fandtes ingen styk-lister. Så begyndte jeg at lave skemaer til mig selv, for at kunne finde ud af, hvordan det hele skulle være. Og det må jeg have været ret god til, for hurtigt efter min ansættelse, gik jeg over til at arbejde med at lave tjeklister og kvalitetsdokumentation. Og det gør jeg sådan set stadig i dag”.

Artiklen fortsætter under annoncen

Snart fandt man ud af, Bent Jørn Lorenzen var så dygtig til kvalitet, at han blev rykket op i organisationen, og endte med at sidde med selve konstruktionerne. Det betød, der kom færre fejl ned i organisationen, da kvaliteten blev sikret tidligere i processen.

Gennem årene har Bent Jørn Lorenzen oplevet en række forandringer i virksomheden, som har udviklet sig fra at være et lille værksted til en mellemstor international virksomhed. En ting er den fysiske forandring, hvor bygningerne har huset mange forskellige erhverv. En anden forandring, som Bent Jørn Lorenzen nævner, er de teknologiske hjælpemidler:

Artiklen fortsætter under annoncen

”Da vi startede med at lave dokumentation og skemaer, var det på skrivemaskiner, hvor vi sad og rettede med slettelak. I dag har vi digitale programmer til det hele”.

Men det har ikke altid været en succesfortælling. Der har også været svære tider i AGRAMKOW, som Bent Jørn Lorenzen husker tilbage på:

”I kølvandet på finanskrisen var ledelsen i 2010 ude og bede de ansatte om at holde fri uden løn to dage i måneden. Næsten alle bakkede op, og firmaet overlevede”, fortæller Bent Jørn Lorenzen med alvor i stemmen.

Artiklen fortsætter under annoncen

På trods af de 40 år i organisationen, har Bent Jørn Lorenzen aldrig mistet motivationen for at komme på arbejde:

”Hver dag indeholder næsten altid noget nyt, og jeg er meget nysgerrig på at få tingene til at lykkes. Når kollegerne kommer med et problem til mig, som de ikke kan løse, er der ikke noget bedre”, fortæller han og fortsætter:

”En af de mest interessante ting, jeg har lavet, var at bygge et køleanlæg til tekniske skoler, som skulle bruge det til at undervise i køleteknik. Anlægget skulle indeholde 25 fejl, som eleverne skulle finde. Det er blevet leveret til både England og Australien”.

Artiklen fortsætter under annoncen

Kollegaskabet har altid betydet meget for Bent Jørn Lorenzen, og når alting bliver for stift, bruger han humor til at bløde det hele op:

”Jeg driller gerne mine kolleger lidt, og så bruger jeg humor til at få sagt nogle svære ting. Men folk forstår alligevel alvoren. Jeg er meget bevidst om at være i øjenhøjde med alle. Når jeg kommer ud i produktionen, er vi i samme båd, og kan tale samme sprog. Jeg kan spørge dem om alt, og de svarer ærligt tilbage”, siger Bent Jørn Lorenzen og tilføjer, at han ikke ser sig selv forlade arbejdsmarkedet lige foreløbig:

Artiklen fortsætter under annoncen

”Jeg vil gerne blive ved, så længe jeg kan”.

Når vi taler om de unge, der kommer ind på jobmarkedet nu, har Bent Jørn Lorenzen et klart råd:

”Det er meget vigtigt, man husker at pleje sit håndværk. Mange har læst en uddannelse, og er rigtig gode til det boglige, men de skal huske brobindingen til det praktiske. De skal øve sig i at bruge hænderne”.

Hos AGRAMKOW er de stolte og taknemmelige over at have haft Bent Jørn Lorenzen ansat i 40 år. Han har sat standarden for, hvad der er blevet moderne kvalitetssikring i dag, og hans arbejde har haft stor betydning for firmaet. Han er en ganske særlig og yderst værdsat kollega, som forhåbentlig vil bidrage til virksomhedens vækst og succes i mange år endnu.