Byrådskandidater til reol-eksamen i lokalpolitik

Arkivfoto
Arkivfoto
11. november 2013 Politik Skrevet af: Ole Kæhler

Mandag blev en lille række politikere sat i stævne af Biblioteket på Kongevej – og efter at kandidaterne havde sagt en smule om, hvad det er, som de og deres partier og lister står for, så kunne de 26 tilhørere stille spørgsmål. Man kan næsten kalde det en slags reol-eksamen i lokalpolitik.

– I 1918 var Als en republik i ganske få dage. Det skal vi tilbage til, siger Bruno Clausen fra Alsisk Parti. Han vil desuden have flere turistkontorer i kommunen og opskriften på at drive dem for små penge er klar.

Artiklen fortsætter under annoncen

– Der er ældre mennesker, der helt frivilligt vil fortælle turisterne om Als, siger han. Karen Damm og Jørgen Jørgensen er to af de mere rutinerede politikere og det samme gælder Venstres Erling Lundsgaard, der var med i de gode, gamle dage inden kommunerne blev lagt sammen. Alle tre fortalte det, som de skal. Og det blev gjort scenevant – men de har jo også turneret med deres politiske stand-up-show i nogle uger nu.

– Hvis jeg ikke er ret god her, så er det Jørgen Jørgensens skyld. Det er nemlig ham, der har undervist mig i samfundsfag, siger Jens Give Petersen, der er den ene af to Kristendemokrater, der sidder i panelet for at profilere partiet.

Artiklen fortsætter under annoncen

Hvad med børnene?

– Jeg vil sikre, der bliver ansat flere til at tage sig af de mange udsatte børn, som vi har kommunen, lyder Karen Damms svar på et spørgsmål. Efter hun har sat sig, så er det Jørgen Jørgensens tur og han prikker lidt til Alssundlistens spidskandidat:

– Det lyder godt, men hvad vil du konkret gøre. Ved du det ikke, spørger han.

Karen Damm reagerer prompte og beder Jørgen Jørgensen om  at sætte sig igen og så fortæller hun, hvordan Alssund Børne og Ungdomscenter tager sig af de børn, der skal guides gennem barndommen af andre end forældrene – uden at de fjernes fra dem.

Artiklen fortsætter under annoncen

Og hjælper det ikke, at kommunen tager sig af børnene en periode, mens forældrene lærer at være forældre, så kan børnene komme i familiepleje siger hun. Og kort tid efter skal hun rejse sig igen, fordi der er en tilhører, der spørger, hvordan politikere har det med såkaldte afhoppere.

– Jeg kan vist ligeså godt melde mig til at blive brændt på bålet, siger Karen Damm, der forklarer, at hun ikke kan være i et parti, hvor hun ikke kan få lov til at arbejde med tingene.

I Byrådet er Anita Kjøng-Rasmussen og Karen Damm gået fra Fælleslisten og Jesper Rosanes skiftede sit mandat fra Konservative ud med Venstre.

Artiklen fortsætter under annoncen

– Jeg mener altså, at de byrådsmedlemmer, der ikke længere føler, de vil repræsentere deres partier, skal gå helt ud og give pladsen til den næste i rækken, siger Bruno Clausen.